Åndsfrihed går begge veje

Ugens kronikør understreger, at åndsfrihed både skal gælde muslimer og kristne – uanset om det er på gymnasierne eller ude i virkeligheden.

Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den.

Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.
Men denne åndsfrihed er under pres i disse år. Et par eksempler:
• En undersøgelse fra 2011 viste, at 38 % af den danske befolkning mener, at alle trossamfund skal kunne tvinges til at tilbyde vielser af homofile.
• Muslimske kvinder, som er lovformeligt skilt i det danske retsvæsen – fx på grund af vold i ægteskabet – kan ikke få en religiøs / muslimsk skilsmisse.
Ved ikke at ville anerkende de danske instansers afgørelse om skilsmisse, sætter imamer kvinden under stort pres, fordi hun de facto tvinges til at opgive mange eller alle familiemæssige og sociale relationer.
• En del kristne grupper oplever i disse år, at de får forbud mod at samles på deres studiested. Det gælder især gymnasiegrupper.

Pres fra fire sider

Set i et overordnet perspektiv er åndsfriheden under pres fra fire sider:
1. Den islamiske ekstremisme, som anvender vold – eller frygten for vold – som middel til at føre sit program igennem. Dette pres på åndsfriheden forøges ved, at Vestens reaktion har været overvågning, sikkerhedsforanstaltninger og mistænkeliggørelse.
2. Den principielle sekularisme, som mener, at det religiøse er problemet, hvorfor vi må have al religion ud af det offentlige rum.
Sekularismen ser religionerne som problemet. Åndsfrihedens mål er imidlertid det stik modsatte: At skabe frihed for forskellige religiøse udtryk i det offentlige rum.
3. Den principielle relativisme, som tilsidesætter spørgsmålet om sandt og falsk. Man hævder, at kilden til den religiøse og politiske strid er, at mennesker fastholder sandhed og ret. Det er måske det største pres,åndsfriheden udsættes for i dag:
Jo mindre sandhed og ret betyder for mennesker, desto mere ligegyldig forekommer åndsfriheden.
4. Den politiske højrefløjs nationalisme, som især ser islam som hovedfjenden. Kæmpede nationalisterne så blot med ord, argumenter og omsorg, var det i smuk overensstemmelse med åndsfriheden.
Men problemet er, at de i så høj grad er villige til at bruge tvang og for de mest yderliggåendes vedkommende også vold. Åndsfriheden giver ikke frihed for hvad som helst. Den er alt andet end anarki.
Gode love i et samfund er både nødvendige og hensigtsmæssige. Men der skal være frihed for alt af ånd, det vil sige det, der har med samvittighed, kultur, moral, politik og religion at gøre. Altså alt det, der vedrører menneskers overbevisning.

Tørklæder som eksempel

De seneste år har der været megen debat om tørklæder og burkaer. Frankrig og Belgien har forbudt burkaer i det offentlig rum. Danmark har ikke.
Også muslimske tørklæder bør forbydes, da de signalerer kvindeundertrykkelse, mener nogle. Jeg mener imidlertid, man indskrænker menneskers religionsfrihed, hvis samfundet kriminaliserer religiøst betingede klædedragter, som i øvrigt ikke skader andre.
Jeg medgiver, at et samfund ikke kan vise ubegrænset hensyn til religiøse mindretal. Religiøse mindretal må heller ikke være for nærtagende. Er man et mindretal, må man være villig til at betale en pris for det.
Hvis nogen af religiøse grunde ikke kan køre i bus med det modsætte køn, må de gå eller købe sig en motorcykel.
Man kan heller ikke kræve at få arbejde hvor som helst, hvis man insisterer på en bestemt påklædning.
Man kan ikke blive ansat i en bank, hvis man kun vil gå i joggingtøj, og man kan ikke blive lærer i folkeskolen, hvis man vil gå med burka, da det vil hindre den livsvigtige kontakt, der formidles gennem vore ansigtsudtryk.
En kvinde i burka må også lette på sløret, når togkontrolløren skal tjekke, om kvindens ansigt er det samme som på månedskortet.
Men hvor det kan lade sig gøre at vise hensyn og lave ordninger, der respekterer folks religiøse praksis, bør vi gøre det.
Hvis vi bruger magt for at hindre et menneskes religiøse praksis, som i øvrigt ikke skader andre, lader vi ikke vores næstes samvittighed være fri. Vi griber ind på et felt, hvor vi ikke har ret til at råde. I så fald er vi principielt set i samme båd som de muslimske regimer, der forfølger kristne – om end der er stor forskel på deres grusomhed og de små indgreb, som danske debattører foreslår.
Man ændrer som regel ikke menneskers religiøse praksis ved at forbyde den. Tværtimod bliver det for alvor vigtigt for dem at fastholde denne praksis.
Langt mere effektiv tror jeg ordene, argumenterne og den almindelige omsorg er.

Åndsfrihed for studerende

Der er generelt sket en opstramning i forhold til, hvor stor frihed eleverne har til at samles i religiøse grupper på studiestedet, især gymnasiet.
Opstramningen har formodentlig med den generelle terror- og ekstremismefrygt at gøre, som vi også i Danmark har oplevet siden 11. september 2001.
Gymnasierne har haft nogle sager med muslimske gruppers arrangementer, hvor muslimske kammerater følte sig udsat for pres til fx at deltage i fredagsbøn på gymnasiet.
Da gymnasiernes ledelser har ønsket at forhindre sådanne tilstande, har man også set sig nødsaget til at stramme op i forhold til kristne gruppers arrangementer.
Men hvad enten der er tale om muslimske eller kristne grupper, er en sådan praksis udtryk for manglende åndsfrihed.
Rektor har ganske vist ret til at forbyde religiøse grupper at mødes på skolen eller til at stille krav om, at de nok må samles, men ikke må holde andagt eller have forkyndende samvær.

Øvelse i demokrati

Ét er imidlertid, hvad rektor har ret til; noget andet er, hvad der er ret.
Ved at forbyde (visse former for) religiøse samlinger på gymnasiet mener jeg ikke alene, at rektor svigter åndsfriheden. Han/hun mister også en unik mulighed for at lære eleverne noget om livet i et demokrati, hvor vi jo har frihed til at forsamles og til at arrangere forkyndende samvær.
Hvis unge skal lære, hvordan man agerer i et demokrati, vil det da være en god ide at øve sig på gymnasiet.
Ledelsen på et gymnasium kan og bør stille krav til, under hvilke konditioner sådanne religiøse arrangementer på skolen skal foregå.
Det er fx i orden, at der stilles krav om, at deltagelsen skal være frivillig og uden tvang, og at arrangementerne skal være offentlige, så alle, der ønsker det, kan deltage.
Ligesom der kan stilles krav om, at arrangementer ikke må være til skade for skolen. Men når det er slået fast, klæder det ikke gymnasier, som skulle være læringsarenaer for åndsfrihed, at hindre unge med religiøse overbevisninger i at samles og forsøge at påvirke deres omgivelser.
Sagen er et tydeligt eksempel på, hvor besværligt det kan være at praktisere åndsfrihed.
Det er selvfølgelig meget lettere at forbyde al forkyndelse. Men det letteste er ikke altid det rette. Åndsfriheden er besværlig. Men alt andet er værre!
Kronikken har været bragt i KFS-magasinet ”Til Tro”.