En dansker, en slovak og en inder…

Jeg sad den anden aften og så en film. I et selskab udover det sædvanlige. Vi var fem mennesker til stede, jeg var den dansker, der nød godt af fællesskab med en ester, en inder, en grønlænder og en slovak – vores syriske skolekammerat stødte til senere.

Jeg følte mig meget international og nød de mange forskelligheder – udover en markant forskel i vores engelske accenter så er ting som humor og smagsløg på ingen måde ens.

Det gik op for mig, hvor meget gavn vi har af ikke at være præfabrikerede og ens. Det hænder, at samfundet gerne vil have os allesammen strømlinet og lige dygtige; helhedsskolen bliver af mange kritiseret for at være på forskellighedernes bekostning og for at reducere individerne til en ensartet masse med forskellige ansigter.

Vi er i fare for selv at gøre det samme, når vi sammenligner os. Jeg konstaterer, at Abhishek fra Indiens sorte hårfarve er flottere end mine leverpostejsagtige strå, at Nina fra Grønland lykkedes langt bedre end mig, når det handler om at vogte sin tunge, og at slovakiske Raduz med opvækst i et katolsk land har en fordel, når det kommer til forståelse af Jesu lidelse.

Når jeg kigger ud af mit vindue har vi en grå og temmelig tåget masse – vi skriver juli, og om blot 1,5 uge vil en af Danmarks største kristne sommerlejre tage plads i selvsamme by, som jeg nu befinder mig i. Hvordan mon vejret er i Roskilde?
Gud gør ikke forskel på os. Han lader sin sol skinne til gavn for både de onde og de gode, og han lade det regne på både dem der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. (Mat. 5:45)

Guds nåde er ens for os alle – uanset om man kommer fra Indien eller Danmark, er glad eller trist, er morder eller driver nødhjælpsarbejde i Afrika. Når alt kommer til alt, er det Guds standard, der gør sig gældende, og så er ingen af os gode nok. Vi må måle os selv op af Gud og ikke op af hinanden. Så bliver forskellighed en styrke, og svagheder en synliggørelse af vores behov for Guds nåde

Af Miriam Klit
Højskoleelev