– Gud elsker midt i mørket
Martin Lauridsen gik ned med en alvorlig depression, som Guds kærlighed gennem et andet
menneske viste ham vejen ud af. Nu vil han undervise andre om Guds udholdende kærlighed.
– Mange mennesker kender Gud, kender hans ord, men mærker alligevel en længsel efter noget.
Sådan fortæller Dorthe, som er en af Martin Lauridsens medundervisere på et nyt LoveWorks-kursus i Gjern ved Silkeborg. LoveWorks handler om at vandre i Guds kærlighed, gå ud og møde mennesker, der hvor de er midt deres behov og genspejle Guds kærlighed ind i deres liv.
Vælter alle forsvarsværker
Dorthe fortsætter:
– Mange af os har en længsel efter at møde, mærke og forstå en kærlighed, der rækker helt ind i den smerte, vi alle har oplevet. Uanset om det er at vores forældre ikke elskede os ubetinget, om vi blev mobbet eller tilsidesat, misbrugt eller slået. Om det er mørke tanker, der dominerer det billede, vi har af os selv.
– Lige der ønsker Gud at møde os med sin kærlighed, der vælter alle forsvarsværker og lyser op i det mørke, der kan omgive os.
Martin Lauridsen fra Gjern, som sammen med Dorthe er hovedunderviser på LoveWorks-kurset, har oplevet Faderens kærlighed midt i sit personlige mørke. Det er derfor, han har arrangeret kurset.
– I starten af mit ægteskab fik jeg en depression. Jeg ville rigtig meget Gud og hans vej, men tingene sortnede for mig, forklarer han.
Guds faderkærlighed
Lige midt i det mørke blev han han mødt af Weyman Howard, stifteren af LoveWorks, som tilbød venskab og medvandring. Weyman fortalte historier fra sit eget liv, om hvordan Gud havde arbejdet og ledt ham, og det rørte Martin.
– Jeg havde svært ved at tro på det. Men han blev ved med at kontakte mig og holde kontakten vedlige.
Weyman Howards vedholdenhed i at vise hen mod Guds faderkærlighed var med til at lede Martin ud af mørket.
Venskabet og Howards undervisning om Guds kærlighed er baggrunden for, at Martin og medunderviserne holder LoveWorks kursus på Friskolen Klippen i Gjern fra d.13/8 2013.
De forskellige underviseres historier vil fylde meget i kurset.
– Vores historier viser hen mod en kærlighed fra Gud, som kan få os til at tilgive det, der er umuligt for os selv og give et håb, der hvor vores egne ressourcer er brugt op.
Kurset består af 13 undervisningsmoduler, der beskriver sider af Guds kærlighed ud fra 1 Kor. 13: 4-7.
Kurset er ment som en vejledning til at give og modtage Guds kærlighed.
– Alle er velkomne – vi laver kaffe til dem, der kommer, siger Martin med et smil.