Hanegal ved Midnatssol

Jeg HAVDE stillet uret fire timer tilbage, da vi ankom til Søndre Strømfjord på Grønland.

I løbet af et par dage havde vi også vænnet os til at gå fire timer senere i seng og stå fire timer senere op. Men det var nu lidt underligt at ligge og sove, når solen skinnede midt om natten – som den gør på denne tid af året på Grønland.
Vi skulle medvirke ved Grønlands Frikirkes sommerstævne i Maniitsoq (Sukkertoppen). Birthe og jeg blev indkvarteret i byens missionshus sammen med to festlige kvinder fra Odense, Lise og Helga, som skulle beskæftige 50 børn i alle aldre – hvoraf en del ikke forstod, hvad de sagde. Og modsat.
Qanoq-aa? (Hvad siger du?)
Imaattu? (Øh, hvad er det nu det hedder?)
Eqqanaraluttuaq! (Hvad skal det dog ende med!)
For nu ikke at sove over os, stillede jeg min mobiltelefon til at vække os næste morgen. Den ringede, og midnatssolen skinnede som den plejede, da vi trak mørklægningsgardinet op. Der var helt roligt i huset, så vi regnede med, at Lise og Helga allerede var i fuld gang med deres sjove projekter. Så vi tog bad og lavede morgenmad.
– Tag lige kaffen med ind, råbte jeg til Birthe fra stuen.
Vi snakkede højlydt om, at uret i stuen åbenbart var gået i stå ved kl. 4 om natten – næh, det gik stadig… Nå, men så gik det vel forkert… Lad mig se, hvad er det rigtige ur?
Jeg stirrede LYSVÅGEN på armbåndsuret: Klokken VAR faktisk kun var fire om natten! Ajunaarnersuaq! (katastrofe).
– SHHHH! tyssede jeg på Birthe. – Jeg har glemt at stille mobilens ur tilbage. Det er MIDT OM NATTEN! hviskede jeg til min hovedrystende kone, som var midt i en ostemad.
– Dig og tid… og tal… og…, sukkede hun, mens hun kravlede i seng igen. Kaffen holdt mig vågen, indtil Lise og Helga omsider stod op.