Ingen er alene i Århusgade

I et hjørne af Århusgades store fællestelt sidder  Kathrine, Ole og Torkild med højskolen i baggrunden.
I et hjørne af Århusgades store fællestelt sidder
Kathrine, Ole og Torkild med højskolen i baggrunden.

På apostolsk SommerCamp bor campisterne på en vej med hjembyens navn.
I et stort fællestelt mødes folk fra Citykirken i Århus hver dag til flere måltider under SommerCamp ved Kolding Internationale Højskole.

Onsdag eftermiddag står menuen på is, kaffe og saftevand i det store fællestelt i Århusgade. De voksne fra Citykirken i Århus hygger sig med hinanden, mens børnene har travlt med forskellige aktiviteter på pladsen.
– Vi er gamle apostolere, og vi er kommet her hver sommer siden 1994 eller før, fortæller de. Det startede med, at vi mødtes for at spise sammen i et fortelt. Vi har altid været 8-9 familier, og nu er vi op mod 40 personer.

Den spisende menighed

– Vi bliver kaldt ”Den spisende menighed”, forklarer Kathrine Vig. Folk spiser morgenmad hjemme i teltene sammen med deres egne børn, men derefter mødes vi til måltiderne. Og vi har tit fælles aktiviteter med børnene om aftenen.
– Det er vigtigt for os at komme tilbage til stævnet, hvor vi ”voksede op”. Vi kommer tilbage til rødderne, siger Kathrine.
’Den spisende menighed’ er til daglig en del af Citykirken i Århus, som har 460 voksne medlemmer. Til gudstjenesterne deltager omkring 300, mens 40-60 børn har møde i kirkens kælder.
Men hvert år kommer gruppen tilbage til sommerstævnet. Dels på grund af det sociale og undervisningen – men i høj grad også, fordi børnene gerne vil det.
– Folk, som flytter fra menigheden, kommer tilbage til vores gruppe her hvert år. Og vi får altid noget med hjem, uanset hvem talerne er, siger Kathrine.

Morgenhår og fælles børn

– Der vil altid være nogen at være sammen med her. Vi prøver at være åbne, og det er især godt for de nye. Om aftenen har vi et lille flag uden for et telt, så folk kan mødes et sted. Vi er vokset godt sammen, og vi er med i de samme cellegrupper, selv om vi er spredt i forskellige arbejdsgrupper til daglig. Men vi kender hinanden rigtig godt.
– Vi har set hinanden med morgenhår, og vi ved, at nogle ind imellem vil være lidt stille. Vi kan også godt holde øje med hinandens børn og rette lidt på dem, hvis det er nødvendigt.
– Sidste år fik vi en indvandrerfamilie med. Nogle familier får julehjælp, men denne familie fik sommerferiehjælp. De var kurdere og muslimer, men de deltog i de kristne møder, og en af familierne her har stadig kontakt med dem, fortæller Kathrine og fortsætter:
– I år har vi ikke nogen med, men vi tror, at Gud igen vil sende nogen til os.

”Marsvin, du skal dø!”

Børn, voksne og en del hunde sidder på skrænten mens tre voksne synger og spiller fra teltet foran søen. Den ene sang, som betegnes børnes favorit hedder Marsvin, du skal dø! (Og man kan åbenbart aflive et marsvin på rigtig mange måder, forstår jeg).
Senere kommer børnekoret Ministormerne på podiet med mere traditionelle kristne sange som Det lille lys, jeg har. Derefter bliver alle på skrænten involveret i at synge Oh, When the Saints Go Marching in og Swing Low, Sweet Chariot.