Ørum åbner nyt kapitel
Politikeren Per Ørum skipper rampelyset i politik for at hjælpe misbrugere.
– Det er mit drømmejob.
Så enkelt er det for den tidligere folketingspolitiker Per Ørum Jørgensen, når han taler om sit nye job på Tjele Behandlingscenter.
Det var netop det sted, hvor han for tre et halvt år siden selv kom som alkoholmisbruger og begyndte sit liv som ædru.
Også på det offentlige plan har hans liv de seneste tre år ændret sig. Han var folketingsmand for de Konservative, men gik ud af partiet, blev løsgænger og gik så ind i Kristendemokraterne, hvor han senere også blev formand.
Efter et par år hos Kristendemokraternes startede han sidste efterår sit eget parti Demokraterne. I forbindelse med sit nye job er han trådt tilbage som formand der.
– Jeg vil selvfølgelig stadig hjælpe i kulisserne, men jeg har ikke længere så stort behov for anerkendelsen fra rampelyset, forklarer Per Ørum.
Ned i maskinrummet
– Derfor tror jeg heller ikke, jeg kommer til at savne politik så meget. Selvom vi også der kan få lov til at gøre en konkret forskel for mennesker, så får jeg med mit nye job lov til at komme helt ind i maskinrummet.
På Tjele Behandlingscenter vil Per Ørum i første omgang skulle skabe kontakt til virksomheder og kommuner.
– Siden skal jeg også have en uddannelse, så jeg for eksempel kan intervenere i forhold til misbrugere på arbejdspladsen, fortæller han.
– I det hele taget glæder jeg mig til at få et helt almindeligt job med en helt almindelig frokostpause, smiler Per.
Herrens veje er…
Selvom Tjele Behandlingscenter er politisk og religiøst uafhængigt, så bruger de Minnesotaprogrammet, hvor en højere magt introduceres.
– For mig er det vigtigt, at der er en højere magt end alkoholen, forklarer Per.
– Det her er et nyt kapitel for mig, som jeg oplever, at jeg er blevet ført ind i. Man siger, at Herrens veje er uransagelige, men der er altid en vej, slår Per fast.
– For mig er det stort, at de strabadser jeg gik igennem med alkohol og min tid som ædru nu betyder, at jeg får lov til at give mine erfaringer videre til andre.
Per Ørum blev gift med sin kæreste Esther Windt den 1. juni. Hun er ansat i vejdirektoratet.
– Det, at jeg har fået en fast base med min hustru – noget, som jeg har savnet i mange år – betyder også, at jeg nu føler mig ledt videre til noget nyt, slutter han.