Skal Gud mærkes?
Henrik Højlund har skrevet en guds- og livsbekræftende bog om ”kristendommens inderside”, spiritualiteten.
Den kendte sognepræst og debattør Henrik Højlund er netop udkommet med bogen Mærk Gud på Kristeligt Dagblads Forlag. Men skal Gud mærkes?
Er det en nødvendighed eller et krav for at være en rigtig kristen, at man mærker Gud?
Vi længes efter at mærke Gud
Højlund argumenterer ikke for, at vi skal mærke Gud, selvom han overvejede titlen som pendant til ”Det skal mærkes, at vi lever”. Det handler nemlig ikke om, at Gud er betinget af vore følelser.
Hvis Gud er andet og mere end en indre stemning, en forestilling eller et psykologisk tankespind af et fatamorgana, så må han nødvendigvis være noget udefrakommende. Gud er ikke en stemning, og hans væsen er fuldkommen uafhængigt af, om vi mærker ham eller ej. På den anden side er der noget I os – siger Henrik Højlund – der længes efter at mærke Gud. Når mennesker siger: ”Jeg ville gerne kunne tro”, så udtrykker det en længsel efter noget eller nogen, som man kan stole på og mærke som værende virkelig.
Flere veje til tro
Når Gud bliver en erfaret virkelighed, åbner det så at sige et vindue til troen. Nogle mennesker, som fx C.S. Lewis og Søren Kierkegaard, finder vej til Gud gennem argumenter, logisk rationale og intellektuelle øvelser, men selv for disse mennesker – hævder Højlund – findes længslen efter at mærke Gud, og det bliver ofte til et gennembrud i deres trosliv. Det er som forskellen mellem at kende til og kende, at tale om og tale med – det handler om mere end forstand, det handler om relation.
Gud er kærlighed og kan mærkes som kærlighed
Gud mærkes ikke blot som en følelse, lige så lidt som kærlighed blot er fysisk berøring. Som en rød tråd går kærlighedens sprog gennem bogen. Højlunds pointe er, at når Gud er kærlighed, så kan han også mærkes som kærlighed. Ergo er kærlighedens fem sprog – anerkendende ord, tid til hinanden, gaver, tjenester og fysisk berøring – også anvendelige til at beskrive, hvordan vi mærker Gud på forskellige måder og med forskellig styrke. Med disse sprog – mener Højlund – kan vi også mærke Gud. Ligesom en oplever kærligheden stærkest gennem anerkendende ord og en anden gennem gaver, sådan mærkes Gud også forskelligt, men vi behøver altså ikke en ildsøjle eller en tordnende stemme fra himlen for at mærke Gud. Der er bibelord, som kan tale direkte ind i den enkeltes situation, der er bønnesvar, der er som himmelsendte gaver, og selvom Gud er usynlig, kan hans nærvær i gudstjenesten, andagten eller et helt tredje sted føles lige så håndgribeligt som et fysisk favntag.
Vi mærker også Gud, når hans retfærdighed rammer os
Højlund skriver ikke en feel-good bog, som giver opskriften til en emotionel himmelflugt, men går tværtimod lige til biddet og tager fat i tvivl, sorg, uretfærdighed, tomhed og alt det andet, som kan gøre, at Gud ikke mærkes, eller måske tværtimod mærkes fremmed, ligegyldig eller ondskabsfuld. Her kommer forfatterens erfaring som sjælesøger og præst for alvor frem. På en fin og velafbalanceret måde anerkender han udfordringer for troen og det at mærke Gud, og så vender han perspektivet og får os til at forstå, at netop disse udfordringer og prøvelser vil lade os mærke Gud på et endnu dybere plan. Han giver læseren forskellige råd, som er lånt fra andre præster, mennesker der har oplevet tragedier eller taget ud af egne erfaringer, og på den måde virker det som troværdige bud på, hvordan vi kan leve i tro, uden at livet bliver en illusion, og uden at troen bliver desillusioneret.
En livsbekræftende og gudsbekræftende bog
Mærk Gud og mærk livet, så kort kan bogens pointe sammenfattes. Gud er til, uanset om vi mærker ham eller ej, men vi kan mærke ham også i alle de rutineprægede og hverdagsagtige fænomener. På den måde er Gud langt større og meget mere virkelig, end hvis han var en abstraktion eller en fjern intelligens. Han er passioneret, engageret og dedikeret i sit møde med hvert enkelt menneske, og når vi mærker ham, forvandles vi i hans billede. Det er sandt – og godt at læse om.
Henrik Højlund:
Mærk Gud
214 sider • 199,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag