Skilsmisseekspressen

Danmark har verdensrekord i skilsmisser, men dette bekymrer ikke statsministeren, der i sin nytårstale angreb dem, der synes, skilsmisserne er i en bekymrende udvikling. Regeringen har sørget for, at par via computeren kan blive skilt i løbet af en time, uden at møde ét andet menneske i processen. Midt i et skænderi har mange desperat sagt, ”jeg vil skilles”, fordi man er kørt fast for kommunikation i familierelationerne. Ægteskaber kan da opløses straks, hvorefter tømmermændene fra skænderiet melder sig dagen efter.

Kristendemokraterne mener, at skilsmissen er en nødløsning, som alle par prøver at undgå, og derfor skal samfundet selvfølgelig tilbyde værktøjer til pleje af par og familieliv. Man går ikke ind i et ægteskab med det formål senere at blive skilt. Erfaringer fra Norge viser, at obligatorisk parterapi før mulighed for skilsmisse kan redde næsten halvdelen af forholdene, og selv om skilsmissen bliver en realitet, så taler næsten alle par bedre sammen, hvilket især gavner børnene.
Regeringens kolde regneark tilbyder oven i købet halv pris på skilsmissen, hvis man foretrækker ekspressen frem for en separationsperiode på et halvt år. Argumentet er at, ”det skal være hurtigere at komme videre med et nyt liv”. Jeg fatter ikke, at man kan tænke så kortsynet og kynisk. Par som overvejer skilsmisse, fristes af eksprestilbuddet og overser i farten de enorme følgeomkostninger. Danmark beholder skilsmisseverdensrekorden i lang tid fremover.

Rød blok havde ry for at pleje menneskelige værdier, men jeg vil tillade mig at kalde mentaliteten bag dette lovindgreb for direkte familiefjendsk og umenneskelig.
Karlo Brondbjerg,
Rossinisvej 2,
7400 Herning,
Spidskandidat for KD
i Herning Kommune.