Tænketank skal skærpe kirkers sociale indsats
En konference og høring på Christiansborg den 22. oktober sætter fokus på emnet.
Kirkerne skal få lettere ved at tage socialt ansvar, og de skal være bedre til at samarbejde omkring det.
Det er nogle af idéerne bag en konference og høring på Christiansborg den 22. oktober. Bag høringen står Tænketanken for kirkernes social ansvar.
– I Danmark er der i øjeblikket en bevægelse i gang, hvor kirker og foreninger, i højere grad end vi nogen sinde har set i moderne tid, tager ansvar og drager omsorg for vanskeligt stillede mennesker. Det har Tænketanken taget initiativ til at sætte fokus på, forklarer Dorthe Suell. Hun er en af initiativtagerne bag konferencen, samt indehaver af SUELL team og formand for SaralystFonden.
Kirkerne skal gå foran
Hun mener, at det er en god udvikling.
– Kirkerne skal agere spydspids, når det handler om at engagere sig i vores medmenneskers liv med næstekærlighed og omsorg. Samtidig skal kirkerne være pionerer i forhold til den hjælp, som borgerne skal have ifølge lovgivningen. Et godt samfund kendes på den måde, det behandler de allersvageste på, slår hun fast.
– Som kirke har vi noget unikt at byde ind med. Der hvor grænsen er for, hvad fagkundskab formår, kan kirken yderligere tilbyde en åndelig og eksistentiel dimension. Mennesker har hjælpebehov og kirkerne har frivillige, faglighed, ressourcer og faciliteter.
Derfor mener hun også, det er indlysende, at kirkerne skal være bedre til at samarbejde om og koordinere denne indsats.
Visionen for tænketanken og konferencen er, at når et menneske i nød går ind i en kirke i en by i Danmark, så ved vi lige præcis, hvilken kirke i byen, der bedst kan hjælpe. Fordi kirkerne kender hinanden, samarbejder og koordinerer den sociale indsats, forklarer Dorthe Suell.
Medlemmer af Tænketanken
Jacob Næsager – Jurist og ansat hos Indenrigs- og Økonomiministeriet. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Bjarke Schmidt – Præst i Sønderborg Frikirke. Engageret i integrationsarbejde og nødhjælp.
Tabita Jørgensen – Ansat på et bosted for socialt udsatte, hjemløse og misbrugere.
Johannes Fuchs – Tidligere leder af Kontaktcenter Klippen – nu formand og foredragsholder.
Helle Rønne Samuelsen – Vinyard København – Assisterende ledende præst.
Flemming Mølhede – Vinyard København – ledende præst.
Anna Elisabeth Svendsen – Night Light Café, København – leder.
Ann Wiedenbein – Mercy Outreach Danmark.
Hans Jørgen Jønsson – Tidl. forstander Seden Enggård. Medlem af Seden Kirke menighedsråd.
Dorthe Suell – Master i Social Integration. Konsulent/indehaver SUELL Team. Formand for SaralystFonden, Århus.