Dansk journalist skriver om overgreb på Mellemøst-kristne

Klaus Wivel sammenligner med jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig.
Klaus Wivel er ikke selv troende, eller for den sags skyld døbt. Alligevel har han valgt at skrive bogen ”Den Sidste Nadver” om, hvordan kristne forfølges i Mellemøsten.

Hans motivation for at skrive bogen kommer dels fra et manglende svar fra udenrigsminister Villy Søvndal angående de kristne mindretals situation i flere mellemøstlige lande, dels at han siden 2004 har været opmærksom på problemet.
Her var han i Betlehem, der var under belejring af israelerne, og hvor snakken med familiens datter gjorde ham opmærksom på, hvor alvorlig den kristne families situation var – klemt inde mellem israelerne på den ene side og de fundamentalistiske islamister på den anden.
De kristne flygtede ud af Betlehem og Vestbredden. Her fandt han også ud af, at de kristne var en minoritet selv i Betlehem, og at tendensen med kristen affolkning af Vestbredden fortsatte. Derfor begyndte Klaus Wivel også at interessere sig for, hvad der var skrevet om dette forhold. Det slog ham, hvor lidt litteratur der var om forfølgelse af kristne i Mellemøsten.
Klaus har selv studeret i Jerusalem, hvor han har boet i to år og skrevet en del om den israelske-palæstinensiske konflikt.

Forskellige overgreb fra land til land

”I Egypten i august var en af følgevirkningerne af regeringens angreb på islamister, at de vendte vreden mod kristne i stedet og ødelagde mere end 60 bygninger, herunder kirker, kristne klubber og sågar et børnehjem, som blev raseret og brændt,” siger Klaus Wivel.
I Irak er kristne blevet fordrevet siden 2003, hvilket især er forekommet i byer som Bagdad og Mosel. Her er de blevet kidnappet og myrdet, og deres kirker er blevet bombet. Klaus Wivel betegner Irak som klart det værste sted. Her er op til 2/3 af alle kristne siden 2003 enten flygtet eller flyttet ud af landet. En kæmpe katastrofe, som ikke er blevet belyst i nævneværdig grad i Vesten.
Det undrer ham som ateist, at det store fokus på Mellemøsten ikke samtidig har afstedkommet noget fokus på den kristne religions betydning.
De værste overgreb har fundet sted i Irak med målrettede forfølgelser, kidnapninger og mord. Fordi de er kristne. Det er her, han har mødt de mest forskræmte kristne. Også selvom det ikke er nemt at være kristen i Gaza, skiller Irak sig ud. Klaus Wivel var med til at lave en spørgeskemaundersøgelse blandt irakiske kristne, hvor 84% mener, at der slet ikke vil være nogen kristne i Irak om 10 år. Nogle har valgt at flytte til Nordirak til de kurdiske områder, hvor der er nogenlunde fredeligt for de kristne, eksempelvis i den store kurdiske by Erbil.

Målrettet vold

Klaus Wivel medgiver, at noget af volden er en generel tendens for regionen, og at når en bombe sprænger på en markedsplads, vil det ikke kun ramme kristne, men alle handlende. Men en stor del af volden er målrettet imod de kristne, fordi de er kristne, udover hvad de har måttet opleve som civile irakere.
Voldsomheden i historierne har været en udviklingsproces og en læreproces for Klaus. Det har overrasket ham. Fx oplever egyptiske kristne, at de ikke kan blive beskyttet af sikkerhedsstyrkerne. Når kopterne bliver angrebet og deres kirker brændt af, så står sikkerhedsstyrkerne bare og kigger på.

Urimelig konfliktløsning

Det har også overrasket Klaus Wivel meget, hvilken måde myndighederne har valgt at løse konflikterne på.
”Hvis nu der er kommet en splid mellem en muslim og en kristen, som har udviklet sig, så har myndighedernes i nogle tilfælde fjernet hele det kvarter, som var kristent. Altså evakueret dem. Mens mange af deres hjem og butikker er blevet brændt af. Det synes jeg jo er helt ekstremt voldsomt.”
Man regner altså med, at kristne generelt vil blive ofre i en personlig strid, der ellers oprindeligt startede som en strid mellem måske kun to individer. På samme måde har man tvangsfjernet kristne familier i en strid, selvom de ingenting havde at gøre med konflikten. Det har myndigheder, politikere og sikkerhedsapparatet sanktioneret. Han nævner et eksempel:
”En ung kristen i en bydel uden for Alexandria blev beskyldt for at have nøgenbilleder på sin mobil af en muslimsk kvinde. Det udviklede sig til, at der en morgen stod flere hundrede, hvis ikke over tusinde, muslimer uden for den kristnes hjem og krævede, at familien forsvandt med det samme. Det førte til optøjer. For at løse det problem nedsatte man en komité, som på en eller anden måde skulle få striden bilagt. Det man til sidst nåede frem til var, at man simpelthen smed otte kristne familier ud af byen.”

Ligner jødeforfølgelserne

Den foragt, der er overfor kristne, er almindelig, og Klaus Wivel sammenligner den med den foragt, der var for jøderne før og under 2. verdenskrig.
Han vedkender sig dog, at det sunni-muslimske flertal skam også har foragt for alawitter og shiamuslimer, så det har et sekterisk præg.
Klaus Wivel mener, det er vigtigt at sætte fokus på problemet og fortælle om overgrebene, hvis man ønsker at hjælpe de kristne minoriteter.

Politisk handling

Det kræver dog også, at der bliver sat fokus på det fra den danske regering og fra EU’s side. Det er vigtigt, at man fra EU’s side kræver, at disse regimer beskytter deres minoriteter. USA bør også fokusere på problemet, når de fx giver milliarder af dollars til det egyptiske militær. Det savner han fokus på og har aldrig hørt Villy Søvndal italesætte problemet.
Han drager den overordnede konklusion, at de kristne er havnet i en fortvivlet og ensom situation. En del af forklaringen er den vestlige sekularisering, hvor fokus fjernes fra religion, og den kristne religion i særdeleshed. Det udspringer af et opgør med kristendommen og med kirken. Derfor er vi ikke vant til at tænke på kristne som ofre, mener han.

Klaus Wivel:
Den Sidste Nadver
320 sider. 299,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag 2013.