Fyrre-års jubilæum for Fyn-friskole
Kratholmskolen i Bellinge på Fyn fejrede sit 40-års jubilæum med en stor fest.
Ligesom for Udfordringen er 1973 et helt specielt år for Kratholmskolen i Bellinge på Fyn.
Derfor kunne skolen fejre sin 40-års fødselsdag den 23. august i år. Det var der mange, som ville være med til at fejre, da både tidligere og nuværende elever var inviteret til en rigtig kratholmfest med sang, musik, spisning og hygge.
Det myldrede ind med folk, der hilste meget hjerteligt på hinanden og derfor var lidt længe om at komme på plads.
Da skoleleder Frederik Christensen endelig kunne byde velkommen, var skolens hal fyldt med glade og forventningsfulde mennesker.
Professionelle eks-elever
Som sædvanlig var det eleverne, der stod for det meste af underholdningen – denne gang med meget professionelle indslag. Flere af skolens tidligere elever arbejder nemlig professionelt med sang og musik, og de gik efter aftale på scenen mellem de mere historiske indslag og taler, som en sådan aften selvfølgelig også bød på.
Dramatisk start
Hvorfor Kratholmskolen, når Kratholm ligger i den anden ende af Bellinge?
For godt 40 år siden samledes en lille flok mennesker med det formål at starte en friskole med en klar kristen profil.
Man holdt stiftende generalforsamling på den daværende restaurant Kratholm. Få måneder før skolen skulle begynde i august 1973 fik man så afslag på at bruge matriklen ved Kratholmskoven til skole.
En hurtig hovsa-agtig-løsning på et meget stort problem blev et parcelhus på Byghøjvej 27, der tilfældigvis var til salg.
Skolens nuværende formand kaldte det ”Én af de mange velsignelser, vi i dag nyder glæde af”.
Der blev udtrykt stor respekt for pionererne, som virkelig havde mange odds imod sig, men holdt fast i deres vision om en friskole med en klar kristen profil.
Snakken gik
Så var det tid til at genopfriske gamle minder. Vejret var sommeragtigt og lunt, så serveringen foregik både ude og inde. Mange familier var mødt talstærkt op med flere generationer. Efterhånden som man stødte på gamle klassekammerater, fandt man en plads, hvor snakken gik lystigt, mens de yngste indtog boldbanerne.
Alle skolens ansatte var i gang med at sælge kaffe, kage, frugt, is og vand. Til at servicere de mange gæster var også en pølsevogn og et par rutinerede pandekagebagere.
Klokken var mange, inden pedellen kunne lukke og slukke efter en festlig jubilæumsfest.