Gør gudstjenesten relevant!

Ugens kronikør har talt med almindelige ny-kristne om, hvordan gudstjenestens rammer gøres mere tilgængelige.

Jeg tror, de fleste af os har prøvet det: at komme hjem efter en gudstjeneste søndag formiddag, hvor det meste gik hen over hovedet på os, eller hvor vi ikke fandt noget, der virkede specifikt målrettet eller relevant for os.

Men hvorfor er det sommetider sådan? Problemet kan som udgangspunkt enten ligge i selve gudstjenesten eller i den enkeltes indstilling til at komme til gudstjeneste.
Selv om jeg bryster mig af at være en ung og idealistisk teologistuderende, kender jeg ikke hvert enkelts indstilling til gudstjeneste. Derfor vil jeg ikke gøre mig klog på den sag her.
Men jeg ved lidt om, hvordan folk, der ikke normalt kommer til gudstjeneste, kan opleve gudstjenesten.
Ikke fordi jeg har mærket det på egen krop, men fordi jeg i min bacheloropgave interviewede folk, der er gået fra ingen eller lidt kirkelig aktivitet til at blive aktivt engageret i menigheden. En af respondenterne, en ældre herre, beskrev oplevelsen af sin første ‘rytmiske gudstjeneste’ således: “Jeg græd det meste af tiden. Det var både overvældende, at der var så mange mennesker, og at der var så meget lovsang. […] Prædikenen var noget helt andet [end i andre tidligere folkekirker] – det berørte mig meget, og jeg følte, at jeg kunne tage noget med hjem. Det havde jeg aldrig oplevet før.”

Gennemtænkning er nødvendig

I den seneste årrække er der allerede taget et hav af nye (og gode) initiativer i brug i forhold til gudstjenesteformer. Det hilser jeg varmt velkommen.
Men jeg mener, at der fortsat bør gøres noget aktivt for, at folk, der ikke normalt kommer til gudstjeneste, oplever den som relevant, forståelig og inddragende.
Dermed ikke sagt, at alle gudstjenester bør indrettes efter ‘dem, der ikke normalt kommer til gudstjeneste’; men det er mit generelle indtryk, at denne gruppe er vokset i de seneste årtier. Alene af den grund bør vi fortsætte med at gennemtænke nye gudstjenesteformer. Fordi det er vigtigt at have en kirke med plads til alle mennesker, der har brug for en himmel over sig.
Der breder sig let en generel folkelig forståelse af, at kirken er for de gamle (lige inden de skal dø), eller at børnene kun skal komme, for at kirken kan overleve og traditionerne bevares. Det må vi modarbejde!
Det er ikke mit anliggende at trumfe nogle færdige løsninger igennem, men tværtimod at belyse nogle indfaldsvinkler, som præster og menigheder bør gennemtænke og forholde sig til, når de planlægger gudstjeneste.

Det skal være forståeligt

Hvad er første skridt? Vendingen “aktiviteter tiltrækker, relationer fastholder” er ofte blevet fremhævet i forskellige sammenhænge. Min interview-undersøgelse viser dog, at relationerne både tiltrækker og fastholder. Store arrangementer er ikke ligegyldige, men relationerne har den bærende betydning, og det er gennem relationer til folk, som er aktivt engagerede i kirken, at den enkelte finder en anledning til at komme i kirken.
Alle respondenter i min undersøgelse har tidligere været til almindelige gudstjenester i folkekirken, men det gjorde en afgørende forskel for alle, da de første gang deltog i en form for rytmisk gudstjeneste, hvor der er fri lovsang med letforståelige tekster. Samtidig udtrykte alle respondenter vigtigheden af, at prædikenerne er letforståelige og relevante, så de kan bruges direkte i hverdagen.
Folk, der kommer i kirken første gang, frygter typisk, at de ikke passer ind, at deres børn opfører sig pinligt, eller at det bliver langt og kedeligt. Denne frygt må vi forholde os til. I det følgende vil jeg give fem pejlemærker, som min undersøgelse antyder bør medtænkes, når man planlægger særlige gudstjenester for folk, der ikke normalt kommer til gudstjeneste.

1) At prædikenen er forståelig og relevant ift. konkrete udfordringer i menneskers liv.
Prædikenens pointe skal gøres meget jordnær og brugbar. Her er fortællingen i øvrigt et vigtigt redskab, og den skal kunne fortælles udenad med indlevelse. For hvordan vil prædikanten forvente, at tilhøreren kan huske det sagte, hvis prædikanten ikke selv kan det udenad?

2) At der er en meget åben velkomst allerede ved indgangsdøren.
Folk skal tages i hånden og mærke, at de er blevet set. Efter håndtrykket i indgangsdøren kunne man følge med ind i kirken og sætte sig med dem, og der kunne arrangeres ‘velkomst lounge’ i kirkelokalerne bagefter. Måden, hvorpå folk føler sig modtaget på, er ofte den ‘fortælling’, der taler højst.

3) Der skal være tydelig plads til følelsesprægede elementer, hvor gudstjenestedeltagerne (bemærk: ikke publikum!) kan reagere aktivt.
I min undersøgelse er det en tydelig tendens, at lovsang og fællesskabet om at lovsynge spiller en stor rolle for respondenternes positive oplevelse af gudstjenesten.
Respondenterne beskriver, at lovsangen og musikken skal være involverende og forståelig. Lovsangen har ofte givet respondenterne en følelse af, at der var en særlig kraft til stede, som de er blevet meget overvældede over. Flertallet af mine respondenter nævner desuden mulighed for forbøn som vigtig.

4) Man skal overveje at droppe kor-svar, pludselige sange fra alter eller uskrevne regler om at rejse sig, som kan virke overraskende for folk og derved hægte dem af.
Som minimum skal det introduceres og forklares, hvorfor man gør det.
Samtidig skal man være varsom med bibellæsningerne, da de kan være flowstoppere, der skaber uro og ikke kan huskes alligevel. Jeg er ikke ude på at fjerne alle bibellæsningerne, men relevansen af de enkelte tekster skal overvejes nøje – og gerne oplæses på en kreativ måde.

5) Der bør være frimodighed til konkret påtale af, at mennesker både indeholder noget ondt og noget godt – og at der netop i kirken er plads til at medbringe det hele.
Sagt med andre ord viser min interview-undersøgelse entydigt, at den konkrete påtale af mennesker skyld og behov for Guds tilgivelse giver en bedre forståelse af Guds nåderige frelse.

Hvad er en succes?

Hvad er succeskriteriet? Nye initiativer til gudstjenesteformer er en succes, når folk har haft en god oplevelse med det. Det skal altså ikke i første omgang måles på, hvor tydeligt det fastholder folk i kirken.
Folk skal først og fremmest føle sig tilpas i kirken. Den gode fortælling om kirken skal sættes igang hjemme i familierne. Vi må bede om, at de på sigt kommer til tro på Kristus, men ofte er det en proces og en vandring, og i første omgang er relationen og den gode oplevelse det afgørende.
Jeg håber, at dette indspark kan give grobund for videre eksperimenter og overvejelser i den enkelte lokale gudstjenestepraksis.