Nok lig på bordet?
Hvis civile kan gasses til døde i 2013, er det verdens ende, skrev den israelske avis Ha’aretz . Men hvad med de 100 millioner kristne, som hver dag må leve med forfølgelser?
Det afskyelige gasangreb, som dræbte over 1400 børn og voksne i Syrien, har med rette rystet Vesten. Men ”nogle lidelser er bare ikke godt stof”, fastslår Jerusalem Post i en leder med fokus på, at vestlige medier sjældent omtaler muslimske overgreb mod kristne. Det gælder også overgreb mod kristne, som historisk hører hjemme i vore dages muslimske lande.
Man forstår baggrunden for de jødiske skribenters holdninger, både til gasangreb og nødvendigheden af at have et nationalt-religiøst hjemland.
Men også andre peger på den vestlige tendens til at overse det langsomme, globale folkedrab af kristne.
Raymond Ibrahim, en amerikaner med egyptiske rødder, har skrevet bogen Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians. (’Korsfæstet igen: En afsløring af Islams nye krig mod kristne’).
– Hvorfor skriver verdens førende medier om muslimernes forhold, mens kristne overlades til at lide i stilhed? spørger Ibrahim, der beskriver konkrete brud på kristnes rettigheder i muslimske lande. Faktisk handler bogen om islamismens langsomme folkedrab af kristne.
Dette globale, religiøse folkedrab foregår på ”lavt blus”. Men ind imellem bliver det til kæmpebrande, som vi netop har set det i Egypten, hvor 82 egyptiske kirker blev angrebet og ødelagt af Morsi-tilhængere i løbet af et par døgn.
Desværre er det med forfølgelse af kristne ikke noget nyt i lande med muslimsk majoritet. Men fordi de ledende vestlige medier ikke sætter fokus på problemet, hører kun få mennesker om de mange, store overgreb, der sker:
Mens du læser dette, er der kristne verden over, som bliver myrdet, voldtaget, plyndret, bortført, tvangsomvendt eller på anden vis undertrykt af islam. De lever på flertallets nåde og barmhjertighed og modtager kun lidt eller ingen beskyttelse fra myndighederne.
Denne tavse tragedie angår omkring 100 millioner forfulgte kristne børn og voksne.
Ibrahim forklarer den teologiske baggrund for forfølgelsen: Koran-vers fra et senere tidspunkt i Muhammeds liv ophæver vers fra en tidligere tid, hvis der er et modsætningsforhold imellem dem.
Betegnelsen ”vantro” om de kristne forekommer i slutningen af Muhammeds karriere, så det ophæver enhvert udtryk for tolerance overfor kristne (og jøder!) i tidligere vers.
Den lærde muslim Ibn Khaldun (1322-1406) sagde:
”(Jihad) er en religiøs pligt, på grund af forpligtelsen til at omvende alle til islam gennem overbevisning eller ved magt. Islam har pligt til at tage magten over andre nationer”.
Om islams fjendskab mod Israel skriver Ibrahim, at landet er det eneste ikke-muslimske land i Mellemøsten og Nordafrika. Hvis Israel skulle blive udslettet, kan man bare forestille sig det folkedrab, der ville ramme de israelske jøder og andre ikke-muslimske trossamfund i Israel.
Selv ”moderate muslimske lande” som Tyrkiet og Maldiverne udøver anti-kristen forfølgelse ligesom fx Pakistan.
Men hvad stiller vi op med de arabiske lande, hvis ”forår” er blevet så blodigt i land efter land?
Et sted at starte er at dokumentere og sprede nyheder om det langsomme folkedrab af kristne og glemme vor blåøjede politiske korrekthed. Der er lig nok på bordet! Her kunne vi lære et og andet både af jøderne og af Raymond Ibrahim.
