Pietisme som smørgåsbord
Tredje bind i Erik A. Nielsens storværk ”Billedsprog” – bogen om Brorson – må blive et standardværk.
Hvis der er én ting, der karakteriserer dr. phil. (med meget mere) Erik A. Nielsen, så må det være, at den støvede titel modsiges af stort set alt, hvad manden skriver.
Jo, støv er der. Guldstøv. Forfatteren er som et fund fra svundne tider – og dog ganske nutidig. Dengang var forskernes viden nærmest altomfattende leksikon-agtig, og lidt den samme fornemmelse sidder man med omkring Erik A. Nielsen. Hvad han fx ikke må vide om Brorson, Kingo eller Grundtvig – eller hvem han ellers måtte udvise lykkelig interesse for – er næppe heller værd at vide, fristes man til at tænke.
Brændende engagement
Erik A. Nielsen manøvrerer også i sit seneste værk legende let rundt i en lang række videns-discipliner: idé-, kirke-, kunst-, salme- og litteraturhistorie. Engagementet er altid og overalt brændende, og det viser sig helt ned i sproget. For godt nok er det faglitteratur, vi har med at gøre, men læseren skal ikke snydes for begejstrings-aspektet. Fx kalder han ”Her vil ties …” for ”Danmarks sublimeste frelsersang”.
I en åndelig frihedsbevægelse
Erik A. Nielsen ser pietismen som en åndelig frihedsbevægelse, hvis religiøse energier rækker helt ind i vores tid. Ikke uden humoristisk sans skriver han, at i det hele ”plages den litteraturvidenskabelige forskning ikke af noget dybere kendskab til teologi”; sandt nok, men tilsyneladende er det dog ikke forfatterens eget problem. Her er et solidt bibelkendskab blot endnu en styrke. Han afviser moderne litteraturlæsnings tanke om digterværkets selvgyldighed og skriver – ja, kursiverer det endog: ”en salme er slet ikke en tekstligt afsluttet helhed, hvis den ikke forbindes med sin bibelske tekstbaggrund” (s. 22-23).
Fuldendt
Fyldig litteraturliste, stikordsregister og nøgle til bogens bibelcitater – det hele garneret med en overdådighed af skønsomt udvalgte illustrationer – fuldender værket. Tak er kun et fattigt ord. Når der fremover skal læses, tænkes eller diskuteres Brorson, starter det hele her.
Erik A. Nielsen: H. A. Brorson
– Pietisme, meditation, erotik
496 sider • 400 kr. • Gyldendal