Uforglemmelig hjælp i rette tid

Min mor glemmer aldrig en kold vinterdag i 70’erne, hvor hun og min far var i bil på vej fra Aalborg til København med hende ved rattet. Der var meget glat på hovedvejen i Nordjylland og store snedriver langs vejen.

En modkørende lastbil fik min mor til at trække lidt ud til højre for at undgå at blive påkørt.
Da lastbilen drønede forbi, kom mine forældres bil i slyng og kurede tværs over vejen – og endte med motorstop i en stor snedrive.
Der sad den godt fast – med bagenden længst inde i sneen. Det meste af bilen var dækket af snedriven, og kun køleren stak frem mod vejen.
Min mor fik motoren startet, men bilen rokkede sig ikke ud af pletten. Hjulene snurrede rundt i den isglatte vejside.
Mine forældre sad godt fast. De kunne ikke få bildørene op på grund af snedriven. De kunne se biler passere ude på vejen, men selvom de dyttede mange gange, var der ingen reaktioner fra andre bilister, som jo ikke kunne se dem.
Det var en lidt dum situation, som nordjyder ville sige. Men pludselig dukkede et mærkeligt par op foran bilen.
De var gående. En mand og en kvinde. De havde begge en skovl i hænderne og nikkede til de to indespærrede, før de begyndte at skovle sneen væk fra bilens hjul – og fra taget.
Da de havde skovlet en hel del væk, gik de til side og vinkede – og forsvandt. Min mor startede bilen, og nu kunne den køre ud fra snefælden.
Mine forældre kiggede efter de to for at sige tak, men de var ikke til at se nogen steder. De var som tryllet væk. Mine forældre glemmer dem aldrig. Det var ældre mennesker, og de var klædt i vadmelstøj… som var de fra et eller to århundreder tilbage.

Og da de stod foran bilen, var der et flot lysskær omkring dem, bemærkede min mor. De var ”som sendt fra himlen for at redde os ud af sneen,” siger mine forældre.