Hun gjorde en forskel

s15_kkLige så forskellig”Lige så forskellig som mig” er en perle fra virkelighedens verden.

Der er bøger, hvis læsere risikerer at ende op med markante spor i bevidstheden efter endt læsning. En sådan bog er denne perle fra virkelighedens verden.

Tre meget ulige størrelser spiller hovedrollerne: en nutidig slave, en international kunsthandler og en helt utrolig kvinde, der binder dem sammen. Et trekantsdrama, som vi ikke normalt får det anrettet.

Liv forandres for altid

Vigtige stikord og overskrifter for denne fortælling er: tro, styrke, tilgivelse, empati, venskab, kærlighed. Men også sygdom og lidelse.
Mød Denver, en hjemløs vagabond, vokset op som bomuldsplukker, hvor han indgik i et uofficielt slaveri eller stavnsbånd. Vi er i Sydstaterne, tiden er 1940’rne og 50’erne, og tilværelsen er brutal og minimalistisk. En sort mand, der hjælper en hvid kvinde med et eller andet, ligefrem indbyder til at blive misforstået og udsat for korporligheder. Vi er også i Bibel-bæltet, og det viser sig næsten helt ned i sproget; råt og upoleret synger det sin klage ud for menneskene, et prosa-modstykke til en negro spiritual.
Mød også Ron, der arbejdsmæssigt startede med at sælge suppe på dåser – af alle jobs! – men senere fattede interesse for at småhandle med gode malerier og nu er blevet etableret, international kunsthandler. Og ny-rig, forstås. Hans første møde med Denver er den dag, hvor han forfølger ham og en anden mand ned ad gaden, efter at de har udsat ham for et røveriforsøg:
”Den oplevelse forstærkede min opfattelse af hjemløse mennesker som en hær af myrer, der var opsat på at ødelægge ordentlige folks skovtur. Jeg havde ingen anelse om, at Gud med sin veludviklede humoristiske sans var ved at berede vejen for, at en af dem skulle ændre mit liv” (s. 17).
Og fremfor alt: mød Deborah, hans ungdoms og hans livs kærlighed, ”så renlivet som en præstekone om søndagen”. Med den stadig stigende succes, han oplever i forretningslivet, kommer også en konstant anglen efter anerkendelse på det verdslige plan, mens hendes mål er at kende Gud:
”Sådan efterjagede vi forskellige mål for vores kærlighed. Det varede ikke længe, før vores kærlighed ikke længere inkluderede hinanden” (s. 80).
Men kriser – også ægteskabelige – er der for at løses, og Ron og Deborah får generobret gnisten i deres forhold; de bliver med andre ord hinandens bedste venner og ivrige elskere. Og Deborah begynder at arbejde frivilligt i bymissionens værested, hvor hun bliver bindeled mellem sin mand og den hjemløse Denver. Det er hendes ambition at kende de socialt udsatte og gøre en forskel for dem.
I en drøm har Deborah allerede set Denvers ansigt og ved, at Gud har et arbejde at udføre gennem ham. Med Salomons ord: ”I byen boede der en fattig mand, som ingen regnede for noget. Men han var klog, og takket være hans visdom blev byen reddet”.

En suveræn læseoplevelse

Denne bog styrker troen i dén grad. Den er varm og overbevisende, først hjertegribende og hjerteskærende næst. Den er vedholdende i sin tro på mennesket – også dét på samfundets bund. Den er tankevækkende og udfordrende – på den gode, ikke-provokerende måde. Det er en bog, der tager læseren i hånden og siger det stille og roligt, at menneskets begrænsning er Guds anledning.
En ganske suveræn læseoplevelse venter.

Ron Hall, Denver Moore
og Lynn Vincent:
Lige så forskellig som mig
286 sider • 199 kr.
Scandinavia