Meget læseværdig romandebut med mange bibelske referencer

GYL_Det Herlige Land_omslag.indd”Det herlige land” skal forestille at være en 10-årig piges fortælling – og den gør indtryk.

Man skal i mange tilfælde være særdeles forsigtig med en biografisk læsning, men når det gælder Grace McCleen, er det svært at ignorere den helt.

Hun er født i 1981 og vokset op i, hvad der betegnes som ”en fundamentalistisk religion”, og havde i størstedelen af sit liv ikke megen kontakt med ikke-troende. Da hun var 26 år, begyndte hun i forbindelse med en lang sygdomsperiode at skrive.
Med til billedet af hende hører, at hun har studeret engelsk litteratur på Oxford og har erhvervet sig en master-grad, og at hun har udfoldet sig også inden for både billedkunst og musik. Det er altså en kvinde, der gennem universitetsstudier og stor kunstnerisk kreativitet må formodes at have viklet sig ud af en barndom og (tidlig) ungdom, der sandsynligvis har været præget af meget stramme rammer (Jehovas Vidner?).
Når man læser hendes debutroman Det herlige land, kan man godt få en fornemmelse af, at det, hun beskriver, ikke bare er noget, hun har læst sig til eller fået fortalt. Der er meget i det, hun fortæller, der i høj grad leder tankerne hen på Jehovas Vidner.
Og så har hun en hjemmeside, hun kalder The World in the Room.

”Verdenen i Værelset”

Sådan begynder McCleen sin roman:
I begyndelsen var der et tomt værelse, en lille smule plads, en lille smule lys, en lille smule tid.
Jeg sagde: ”Jeg vil lave marker,” og jeg lavede dem af dækkeservietter, tæppe, brunt fløjl og filt. Så lavede jeg floder af crepepapir, madfilm og skinnende stanniol og bjerge af papmaché og bark. Og jeg så på markerne, og jeg så på floderne, og jeg så på bjergene, og jeg så, at det var godt.
”Jeg” er den ti-årige Judith McPherson, der bor i et hus alene med sin far, med hvem hun hver søndag tager til møde og derefter ud at stemme dørklokker for at forkynde, dvs. fortælle om Gud og Armageddon (verdens undergang).
I sit værelse har hun skabt sin egen lille verden, som hun kalder ”det herlige land”. Den er skabt af skrald som en model af hendes ønsker om en bedre verden. Her lever hun, når hun ikke skal i skole eller praktisere sin tro, og der er tydeligvis tale om en flugt fra et liv, hun ikke kan klare – især fordi hun skiller sig meget ud fra sine klassekammerater og derfor bliver drillet. Særlig slem til at mobbe hende er Neil Lewis, der er søn af, hvad man fristes til at kalde en rigtig ”arbejdertype” og en mand, der løser problemer med vold og magt. Judiths problemer vokser for alvor, da hun finder ud af, at hun tilsyneladende kan udvirke mirakler, og det går til sidst helt galt, dels fordi der er for meget, hun ikke forstår, dels fordi hun ikke kan håndtere sin tro rigtigt.
Diskuteres kan det dog, om historien ender så ulykkeligt, som man måske kunne være tilbøjelig til at tænke. Hun og hendes far får i alle fald undervejs lært en masse om tro og tvivl og liv og ikke mindst kærlighed.
Fortælleren er altså en pige på 10 år. Langt på vej lykkes det ganske godt for McCleen at give læseren det indtryk, at det er et barn, der skriver. Der er dog ordvalg og formuleringer, som en 10-årig næppe kunne finde på at bruge, og nogle af de ting, Judith reflekterer over, virker heller ikke helt realistiske i betagtning af, at hun ikke er ældre. Til gengæld er der ting, hun undrer sig over eller ikke kan se sammenhængene i, hvad man som voksen læser nemt gør.

Grace McCleen - musiker, sanger, billedkunstner og romanforfatter; på hendes hjemmeside kan man høre hende synge egne sange (foto fra bogen)
Grace McCleen – musiker, sanger, billedkunstner og romanforfatter; på hendes hjemmeside kan man høre hende synge egne sange (foto fra bogen)
”Til englen”

På kolofonsiden er der en usædvanlig tilegnelse: ”Til englen” står der, og på siden overfor er der et motto fra Ez. 20,5-6, der slutter med ordene: ”… jeg [Gud] ville føre dem ud af fangenskabet [Egypten] til et land, jeg havde udsøgt til dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande.”
Det har selvsagt inspireret til romanens titel – og den får i et kapitel med overskriften ”Hvorfor tro er ligesom fantasi” en ret naturlig korrektion lidt senere i bogen: ”Det virkelige Herlige Land pegede på, hvordan verden igen ville blive en dag, efter Armageddon.”
Den verden, hun har i værelset, er for hende således udtryk for både fantasien om et herligt land her og nu og troen på ”det herligste af alle lande”, der bliver til engang.
Judith McPhersons historie kalder på medfølelse – og håb.
Det herlige land er en usædvanlig romandebut.

Grace McCleen:
Det herlige land
297 sider • 299,95 kr.
Gyldendal