Kristne bør slå rødder i Det Gamle Testamente

Victor Kalisher, som er direktør for Det Israelske  Bibelselskab, har for nylig besøgt Danmark.
Victor Kalisher, som er direktør for Det Israelske
Bibelselskab, har for nylig besøgt Danmark.

Det Gamle og Det Nye Testamente hænger sammen, men det er bedst for os at læse Det Nye Testamente først, siger Victor Kalisher fra Det Israelske Bibelselskab.

Jøderne ser profetierne opfyldt i Det Nye Testamente, og kristne lærer Gud at kende i Det Gamle Testamente, fortæller Victor Kalisher.

– Jøderne opdager, at Det Nye Testamente opfylder profetierne i Det Gamle Testamente. De indser, at Jesus er deres Messias, fortæller han.
Modsat bør kristne kende deres rødder i Det Gamle Testamente, mener direktøren for Det Israelske Bibelselskab.

Jesus-Bibelen

– Ville du kunne undvære Salmernes Bog? Nej, vel? På samme måde lærer vi om Gud i hele Det Gamle Testamente. Vi lærer om hans hellighed, hans magt, hans kærlighed.
Jeg kalder det ”The Jesus Bible” – for det var den bibel, Jesus havde.
– Jeg ser Bibelen som en gave, der viser os, hvem Gud er. Det Gamle Testamente viser os vores rødder. Og jo dybere vores rødder er, jo stærkere bliver vores tro.

Samme Gud

Men ind imellem hører han endda kristne præster sige, at ”Det Gamle Testamente handler om love og regler”, og ”Det ny Testamente handler kun om nåde og kærlighed”.
– Men sådan kan man ikke stille det op. Du finder også dom og straf i Det Nye Testamente, og Gud viser også sin kærlighed og nåde i Det Gamle Testamente. Det er den samme Gud, vi læser om. Og Paulus skriver i Det Nye Testamente, at vi skal have samme tro på Gud i dag, som patriarken Abraham havde i Første Mosebog.

Begynd med Det Nye Testamente

Hvis man som ny i troen læser Bibelen for første gang, hvor skal man så begynde?

– Jeg holder meget af Det Nye Testamente. Her fuldendes Guds plan for at frelse mennesket. Her står alt tydeligt og klart, mens man ofte må lede efter betydningen i Det Gamle Testamente.
Man skal huske, at det Gamle Testamente blev givet til et folk, der havde et forhold til Gud. De kendte Gud, fordi han havde ført dem ud af Egypten og vandrede med dem i ørkenen osv.
Derfor var teksterne tydelige for dem, mens de virker mere skjulte for os. Men det skjulte er nu åbenbaret i Det Nye Testamente.

Slå rod i GT

– For nye i troen er det godt at holde fast i det håb, det udfolder sig i Det Nye Testamente. Men hvis man vil vokse i troen, bør man også slå rødder i Det Gamle Testamente. Her ser man, hvordan Gud fra gammel tid har forberedt menneskers frelse.
– Derved lærer man Guds væsen at kende, slutter Victor Kalisher.


Artiklen fortsætter efter annoncen: