– Nu forstår jeg, hvor vildt det var

Anna Knudsen er Face Israel volontør på et handicaphjem i Jerusalem. Her ses hun ved Masada-fæstningen.
Anna Knudsen er Face Israel volontør på et handicaphjem i Jerusalem. Her ses hun ved Masada-fæstningen.

Volontør i Israel, Anna Knudsen, har fået større forståelse for Jesu afskaffelse af loven set med jødiske øjne – og så nyder hun at mærke, at der er brug for hendes indsats på handicaphjemmet.

I august rejste Anna Knudsen og syv andre danske volontører til Jerusalem for at arbejde med på Ordet og Israels volontørkoncept, Face Israel.

Som Face Israel volontør bor og arbejder Anna på en institution for fysiske og psykiske handicappede, og der hjælper hun en gruppe af Israels svageste til en lettere og mere indholdsrig hverdag.
Anna Knudsen er 20 år og blev i sommers student fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Hun fortæller, at efter mange års skolegang trængte hun til at komme ud og opleve noget helt andet.
– Jeg synes godt om kombinationen af rejse og arbejde, det er en meget spændende måde at opleve et land og dets kultur på.

Forståelse af Bibelen

Anna fortæller efterfølgende at valget faldt på Israel, da hun også gerne vil have en større forståelse af, hvad der står i Bibelen, og hun siger:
– Det er interessant at se, hvordan jøderne lever her og på den måde forstår jeg bedre, hvor vildt det var for dem, at Jesus kom og sagde, at den gamle lov ikke længere var gældende.
Anna arbejder på institutionen San Simon og fortæller, at som volontør er det hendes opgave at give beboerne ”quality of life”.

Vi arbejder med hjertet
Anna sammen med Avram på tur i parken.
Anna sammen med Avram på tur i parken.

På San Simon er der ikke mangel på arbejdskraft i forhold til personlig pleje af beboerne. Annas opgaver er derfor i højere grad at snakke, drikke kaffe og ryge en cigaret med beboerne, hjælpe dem med praktiske småting og tage beboerne med på ture. Dog fortæller Anna, at en arbejdsdag godt kan indeholde personlig pleje af en knap så hjælpe-krævende beboer.
– Mange af de handicappede vil gerne have hjælp af os volontører, fordi vi arbejder med hjertet, hvorimod de ansatte arbejder så chik chak (hurtigt, red.). Det er rart at føle, der er brug for mig her, og det giver en god følelse, at beboerne er så taknemmelige for det arbejde, vi laver, fortæller Anna.
Face Israel er ikke kun arbejde på en handicap-institution, det er også samvær med andre danske unge, og det er oplevelsesture rundt i landet.
Anna fortæller, at Ordet og Israel arrangerer mange ture, hvor det er muligt at komme rundt i landet og se nogle af de steder, som Bibelen taler om. Derudover kommer hun ofte i Joffihuset i Jerusalem.
Joffihuset er stedet, hvor Ordet og Israels volontører kan mødes og dele deres oplevelser med hinanden.

Nyder fællesskabet

– Joffihuset holder også forskellige aftener med bibelstudie, filmaften, temaaften om de jødiske fester eller om situationen i Mellemøsten og om fredagen bliver der hver uge fejret shabbat med et godt måltid og lovsang, fortæller Anna og siger videre:
– Jeg nyder det danske fællesskab meget. Det er lækkert at kunne mødes med de andre danskere og dele de oplevelser, vi hver især får, og så griner vi rigtig meget sammen.
Til foråret rejser et nyt Face Israel hold af sted til Jerusalem. Læs mere på www.yadvalev.dk.
Eva