Retten til at tro og tænke

Verbal forfølgelse af mindretalsgrupper, herunder kristne og muslimer, er enmet for denne antologi om hadetale og hadesyn.

Ytringsfrihed handler – populært sagt – om retten til at kunne sige sin borgerlige mening, som oftest dog under ansvar overfor domstolene.

Og samtidig har ytringsfriheden altid sin siamesiske tvillingbror med på rejsen: at selvom man er lodret uenig med modparten, vil man til hver en tid forsvare hans ret til at sige én selv og Roma midt imod.
Dette vigtige princip er under stadig udfordring. Ytringsfriheden støder på sin allerfarligste grænse i dæmoniseringen af sårbare mindretal – det være sig religiøse, etniske, politiske eller seksuelle. ”Jeg vil have lov til at hade!” citeres en kvinde i denne bog for. Men som det ligeledes påpeges, så er den pen, der dyppes i had, og de ord, hvis toneleje er det samme, forudsætningen for, at også sværdet kan dræbe.

Hadet mod kristne

Nu er dette som udgangspunkt en verdsligt orienteret bog, men ellers kunne man sagtens have trukket Indre Missions gamle høvding, Chr. Bartholdy og hans ord frem af glemslen:
”Kristne, det er Guds børns første øgenavn. Sådan lyder det ikke i vore øren. Det er blevet et navn med en nogenlunde ligegyldig klang … Men sådan var det sandelig ikke fra begyndelsen. Det var et spottenavn … som landet lå, var det livsfarligt at få det navn hæftet på sig … det var et ondt stempel”.
Kristne omfattes overalt i verden – specifikt dog i lande, hvor de udgør en minoritet – af samme hadetale og hadesyn. I de ikke-muslimske dele af verden er det andre mindretal, der må holde for. Men som man også vil vide: kristne grupper ser ned på andre kristne (man selv alene vide!), og shia- og sunni-muslimer har en hundredårig, historisk betinget konflikt kørende.

Religiøs hade-tale

Religionshistorikeren Mikael Rothstein leverer et interessant bidrag om den hadetale, der også er en del af det religiøse sprog. Der er ofte tale om, at man ønsker at styrke sin egen magtposition: Ved at udpege en gruppe som ”de andre” markerer man samtidig, at man selv er på det ”rigtige” hold. Rothstein siger ikke, ”at alle religiøse mennesker taler hadefuldt, naturligvis ikke. Blot må vi forvente, at mennesker fra alle religiøse traditioner kan benytte brutaliserende sprog, selv om visse grupperinger sandt nok gør et nummer ud af at undgå den slags” (s. 119).
Og videre: ”De, der tales ned og ud af verden i religiøs hate speech, er derfor ofre på to måder: dels for en elementær og uacceptabel tilsvining, dels som brændstof i de aggressive gruppers insisterende og bedrevidende selvhævdelse” (s. 134).
Eller måske har de hadefulde ytringers ophavsmænd i virkeligheden problemer med deres egen selvforståelse? Det antyder forfatteren i al fald.

Rigt facetteret

Der er grund til at glæde sig over denne fremragende, rigt facetterede artikelsamling af en lang række fine og skarpe og velorienterede penne. Men man kommer ikke udenom, at nogle af dem er set mange gange før. Lidt Tordenskjolds soldater altså.

Rune Engelbreth Larsen, Jens Lohmann og Klaus Stavensky (red.):
Hate speech
– Fra hadetale til hadesyn
256 sider • 250 kr.
Informations Forlag / Dansk PEN