Min datter ”kører” med mig

Kære Suh
Jeg har en datter på 9 år, storesøster til en lillebror på 5 år.
Jeg er meget glad for min datter, hun er sød, kærlig, omsorgsfuld, dygtig, men også genert og meget følsom. Hun har mange gode venner og er vellidt i klassen.
Mit problem er, at jeg ofte føler, at hun ”kører” med mig, selvom jeg synes, jeg er meget opmærksom på ikke at være eftergivende eller at forkæle hende.
Måske er jeg bange for at være for ”skrap”, fordi hun er så følsom, og hendes generthed, som har været meget større, end den er nu, har måske også bevirket, at jeg har overbeskyttet hende de første år og ikke stillet alderssvarende krav til hende? Har du nogle råd til mig om, hvordan jeg får fundet balancen mellem at stille relevante krav/grænser for hende, men samtidig ikke er for barsk ved hende?
Ethvert barn skal jo behandles ud fra dets forudsætninger, ikke?
KH Usikker Mor

Kære Usikre Mor
Jeg tror, din underskrift giver det meste af svaret i sig selv.
Det lyder nemlig som om, at du er en rigtig dejlig, meget kærlig og omsorgsfuld mor, men at du er usikker på din egen evne til at vurdere, hvad der er ok for dit barn. I din angst for at skade din datter kommer du til at pejle efter hendes reaktioner, hendes følelser, i stedet for at lade dine beslutninger tage udgangspunkt i dine egne erfaringer og din viden.
Din datter er kun 9 år, og i rigtig mange sammenhænge er hun ikke i stand til at bedømme, hvad der på længere sigt er godt for hende.
Selvfølgelig er det både muligt og godt at give et barn på 9 år mulighed for at træffe visse valg, fx hvilken farve trøjen skal være, om hun vil lege med Caroline eller Berta, eller om hun vil spise Cornflakes eller Havrefras. Men der er også andre valg, der skal træffes, som kun bør tages af en voksen med en voksens erfaring.
Det 9-årige barns hjerne og erfaringsbank er nemlig endnu ikke udviklet så meget, at det kan se de samme perspektiver, som den voksne kan, og dets reaktion på en given beslutning vil derfor være umiddelbar og kortsigtet.
Når barnet giver udtryk for sin utilfredshed, må det derfor ikke forveksles med et objektivt barometer, hvorudfra vi som forældre kan måle, hvor rigtig den pågældende beslutning var eller ikke var! De to ting behøver ikke at have noget med hinanden at gøre.
Men selvfølgelig har du helt ret i, at ethvert barn er unikt og skal behandles derefter – med særlige hensyn i forhold til dets særlige behov. Vi er nødt til at behandle børn forskelligt for at give dem samme behandling.
Din opgave som mor er derfor ud fra din viden som menneske og ud fra dit kendskab til din datter at foretage så objektiv en vurdering som muligt af, hvad der er det bedste i en given situation – og så holde fast! Dette fritager samtidig i sidste ende din datter for at have det ansvar, det er at skulle ”have det sidste ord” – noget, der er alt for krævende og udmattende for en lille pige på 9 år!
Når din erfaring er, at det er svært for dig at holde fast overfor din datter, skyldes det måske, at du ikke har tænkt tingene helt grundigt nok igennem inden. Bliver den voksne nemlig usikker på rigtigheden i den pågældende udmelding, vil barnet øjeblikkeligt mærke det (særligt hvis det er meget følsomt) og begynde at samarbejde med den lille tvivl.
Prøv derfor at tænke dine beslutninger nøje igennem, inden du præsenterer dem for din datter. Spørger hun dig om noget, så sig: ”det skal jeg lige tænke over, jeg vender tilbage”. Er du nemlig først overbevist om, at det, du har besluttet, er det rigtige, er jeg sikker på, at du meget bedre kan stå fast og dermed undgå oplevelsen af, at du bliver ”kørt med”.
Hilsen Suh