Lille mus på vejen…

Fredag den 13. september 2013 gik jeg en tur syd for Køge – ud mod skoven. Jeg havde lige hørt om nogle amerikanske mænd, som gik op i Rocky Mountains, når de havde et stærkt behov for at høre fra Gud. Så jeg tænkte, at jeg måske også kunne høre hans stemme, men slog det hen, for dette var jo lille flade Danmark og ikke de høje, majestætiske bjerge.
På vej tilbage så jeg en lille ting, som lå i vejkanten. Ved nærmere eftersyn fandt jeg ud af, at det var en mus. Jeg kunne ikke forstå, at den ikke flygtede ind i græsset. Måske var den blevet kørt over af en landbrugsmaskine, men der var ikke noget blod. Eller måske var den blevet så gammel, at den bare sad og ventede på at dø. Jeg plukkede et græstrå og begyndte at klø den på ryggen. Om den nød ved jeg ikke, men den blev i hvert fald siddende.
Så gik jeg ud midt på vejen og sagde: ”Kom her lille mus”, og sandelig om ikke den kom trippende på sine små fødder og satte sig foran mig. Jeg kløede den lidt mere med græsstrået og også med fingeren. Mit hjerte fyldtes af kærlighed til musen. I kort tid overvejede jeg at tage den med hjem, men nøjedes med at bede for kræet og dens familie. Så gik musen – og det samme gjorde jeg.
På vej hjem vidste jeg, at Gud havde talt til mig. Jeg forstod, at selv om det af og til føltes, som om ”livets landbrugsmaskine” har kørt hen over os, så vil Gud komme os til undsætning. Sidder vi paralyseret i vejkanten, kalder han os ud midt på vejen, bøjer sig ned til os, berører os med sin finger og giver os lægedom.
For mig blev denne hændelse et forvarsel om noget, Gud gjorde for mig nogle få uger senere. Et dybt sår fra barndommen, som alt for længe havde defineret mig, blev helbredt. Jesus kommer virkelig med lægedom til dem, hvis hjerte er knust, men den fortælling kan du få en anden gang.