MAF giver juleevangeliet vinger

Beboerne i denne landsby i Papua New Guinea er lykkelige for at få en bibel på deres eget sprog. Foto: MAF.
Beboerne i denne landsby i Papua New Guinea er lykkelige for at få en bibel på deres eget sprog. Foto: MAF.

Der er en fantastisk længsel efter Guds Ord i Papua New Guinea, fortæller den flyvende missionsforening Mission Aviation Fellowship (MAF).
– Du skulle have bragt flere bibler, råbte folk til MAF-pilot Michael Vogel. Beboerne i de afsidesliggende landsbyer Ambaluwa og Kol ved foden af PNG’s højeste bjerg, Mount Wilhelm, havde netop modtaget bibler. Der var bare ikke nok af dem, for de blev revet væk.
I PNG-kulturen bliver ting ikke værdsat, hvis de er gratis. Derfor skal folk betale noget for biblerne, men prisen bliver ikke højere, end at folk har råd til at købe dem, fortæller piloterne.
– Tilbage på MAF-basen i Mount Hagen blev bibelkasserne igen fyldt op, før turen gik til Yambaitok i et helt andet område. Reaktionen var den samme. Folk stimlede sammen, og biblerne blev solgt, næsten så snart vi åbnede kassen. De var så begejstrede for at få deres egen bibel, fortæller pilot Michael Duncalfe.
Igen og igen oplever piloterne, at biblerne bliver revet væk i de afsidesliggende landsbyer. De fleste af biblerne er på sproget Tok Pisin, mens enkelte køber en engelsk bibel. En anden populær artikel er lyd-bibler indtalt på Tok Pisin-sproget, fortæller MAF.
Bodil