Biskopper er ikke chefen

Bare dog en eller anden ville tale vore opsætsige biskopper til ro. Enhver, som har læst den svenske forsker Holsten Fagerbergs klassiske gennemgang af de lutherske kirkers bekendelsesskrifter, vil vide, at der her slås fast med syvtommers søm, at en biskop ikke er noget som helst andet og mere end en præst. Det eneste, der adskiller en biskop fra en præst, er retten til at ordinere. Folkekirkens chef er ikke de 12 biskopper, men Kristus. Biskopperne skal derfor ikke prøve at være moralsk rettesnor for os andre og udtale sig om politik og specielt flygtningepolitik som Nissen, Arendt, K.Holm og Norman Svendsen.
Personlig synes jeg, vore biskopper fylder for meget i forbindelse med menighedsrådets valg af præster. Jeg har oplevet biskopper, som på en meget direkte måde sad og gav de forskellige kandidater karakter ud fra nogle notater, de havde gjort i deres lille sorte bog, i stedet for at lade rådet danne sig sit eget indtryk af ansøgeren. Selv var jeg så uheldig at blive uvenner med biskoppen under bispeeksamen, men heldigvis var jeg eneste ansøger, så jeg fik stillingen alligevel.
Luther skriver, at kirken bør altid reformeres, nemlig i lyset af den hellige skrift. Problemet i dag er, at biskopperne mener, at de er blevet klogere end Paulus og Johannes, ja nogle synes endda at mene, at de nu 2000 år senere bedre har forstået Jesu egentlige intentioner end de mennesker, som var øjenvidner og nedskrev beretningerne om ham. Jesus henviser hele tiden til den hellige skrift: “I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren gået i opfyldelse”, “I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft”,
“Hvad står der i skriften, hvordan læser du?”, “Har I ikke læst at…..”
Der er intet, der tyder på, at Jesus ikke i et og alt deler sin samtids jøders syn på den ”hellige Skrift”. Jødedommen er en skriftreligion, og alting i synagogegudstjenesten drejer sig om torarullerne, som tages ud af deres skab og oplæses og udlægges. Det er denne gudstjeneste, Jesus ”efter sin sædvane” deltager i.
For at forstå Luther, må vi forstå, at hans lære om ”skriften alene” hænger nært sammen med dogmet ”nåde alene”, ”Kristus alene”: Ligesom mennesket ikke kan frelses ved sine egne religiøse anstrengelser, men må tage sin tilflugt til Kristus og Guds nåde, således kan mennesket heller ikke frelses ved sin egen teologiske spekulation, visdom og fornuft, men må tage sin tilflugt til den sandhed, som er åbenbaret i Skriften.
Erik Langkjer
Vestre Ringgade 212
8000 Århus C