Den musikalske side af Thomas Teglgaard

s14_cdTeglgaardCDTil manges overraskelse er forfatteren sprunget ud som sangskriver, sanger og musiker og har udgivet sin første cd, ”Når verden går amok”, som han også selv har produceret.

Forfatteren af Tårnet i Sinear og Uddrift er vendt tilbage til en af sine gamle interesser, nemlig at skrive musik!

Jeg må indrømme, at jeg forventede noget andet, da Når verden går amok kom med posten, og jeg hørte den for første gang. Jeg havde forestillet mig, at han spillede rockmusik på en elektrisk guitar og ville synge som Steve Tyler fra Aerosmith. Tværtimod er musikken blid, akustisk musik som kan beskrives som melankolsk rock. Hans stemme er lidt i stil med REMs Michael Stipe.
Når verden går amok er som en samling bønner til Gud, som udspringer af menneskers skrøbelighed og Guds kærlige svar på deres bønner. Den minder os om, at Guds kærlighed varer evigt. Den er ikke baseret på vores opførsel, men på hans nåde.
Thomas skrev nogle af teksterne, da han var teenager. Han kæmpede i sin ungdom med det faktum, at trods hans oplevelser med Gud var der stadigvæk synd og mørke i hans liv. Musik var dengang en måde for ham at utrykke sine følelser på.
Han beskriver i omslaget på sin cd, at han godt kunne have tænkt sig at omskrive nogle af teksterne fra hans år som teenager, men han kunne godt lide den måde, unge mennesker skrev musik på dengang – ”de pynter sig ikke med spektakulære rim og pikante metaforer.” Derfor er budskabet enkelt og klart. Budskabet sammen med de klare og gyldne stemmer gør cd’en til en god musikalsk oplevelse.

Thomas Teglgaard:
Når verden går amok
47 min. • 150 kr.
LM Musik