Du bestemmer selv fremtiden

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

Her er en til botanikerne: Hvad sker der, hvis du planter nogle blomsterfrø i jorden? Hvis jeg ikke tager meget fejl, så vil der på et tidspunkt komme en blomst frem, ikke sandt?

Det er faktisk ikke så svært, når det handler om alt det der med Gud: Det du prioriterer i livet, vil forme dig. Du sår, som du høster. Men vi kan ikke altid se en umiddelbar positiv effekt af at gå i kirke hver uge, deltage i netværksgruppen eller andre ting, som vi gør, fordi vi ønsker at se forandringer i samfundet eller i os selv.

Når man er ung, så ser man ofte ikke de langsigtede effekter af ens prioriteringer og valg. Vi tror ikke, at det betyder noget, hvis vi lever et egoistisk liv, hvis vi springer det kristne fællesskab over engang imellem, ikke tilgiver, ser på porno, sladrer eller fylder vores liv med tomme ting.
Men det betyder alt sammen noget. Du høster frugterne i fremtiden af det, som du fylder dit liv med i dag.
Mennesker er dynamiske, ligesom en plante er levende. Du gror, eller du visner. Du kan ikke forblive med at være den samme. Det er faktisk godt nyt, for det betyder, at du selv kan bestemme, hvad du vil høste i fremtiden.

Tænk over det: Hvis du fortsætter med at leve dit liv, som du gør nu, hvad vil du så høste i fremtiden? Det du ønsker at høste? Det Gud ønsker? Hvis ikke, så lav det om! Begynd at indrette dit liv, så du rutinemæssigt fylder dit liv med gode ting.
Spørg også Helligånden om at vejlede dig, så du ikke kun gør det, du selv tror er det bedste, men i stedet det, som Gud véd er det bedste for dig og samfundet omkring dig. Det handler ikke primært om at realisere dig selv. Guds perspektiv er meget større end det. Og der er også meget mere power i at samarbejde med den levende Gud, i forhold til hvad du selv kan finde på af smarte ting…

Eller som Paulus sagde det til de første kristne:
”Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden.
Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette, for det vil resultere i en rig høst, når tiden er inde, blot vi ikke giver op. Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus.” (Gal. 6,7)