En uventet og overvældende gave

Jeg havde ønsket fra hjertet at tale tungetale. Næste morgen kiggede jeg forbavset på mig selv i spejlet, mens fremmede ord væltede ud af munden på mig.

For et par år siden var der nogle gode mennesker i Strandkirken, der bad til, at jeg fik tungetale. Og der kom en lillebitte smule bagefter – et par ord kom ud af min mund. Men det var vist mest, fordi de andre brændte for tungetale, at der blev bedt for det.
Dengang var jeg ikke rigtig hundrede procent overbevist om, at det var vigtigt – syntes vist på det tidspunkt, at det var en lille smule overvældende at skulle rumme det også – i forhold til, at der nogle gange sker ret meget åndeligt i mit liv.
Men forleden skulle jeg så forberede mig til at skrive en artikel om en pinsekirkepræst, og jeg hørte en af hans prædikener på en frikirkes hjemmeside. Han talte ”ganske jordnært” om, hvad tungetale betyder for ham i hans liv. Og pludselig forstod jeg, hvor vigtig denne gave er. Samme aften ønskede jeg for første gang inderligt at tale tungetale.
Da jeg stod op næste morgen og skulle til at børste tænder, væltede ordene ud af mig… Jeg kunne se i spejlet, at jeg så lidt overrasket ud over disse uforståelige ord, der kom ud af min mund. Det blev ved længe. Det føltes rart.
Og da jeg efter morgenmaden skulle på indkøb, sad jeg i bilen og talte tungetale igen… også på vejen hjem. Det gav mig en dyb fred.
Det føles, som om at jeg taler med Gud om de ting, jeg ikke taler med mennesker om. Og som om ”vi” begge forstår alt, hvad det handler om. Selvom jeg ingenting fatter. Det er en stor trøst og opmuntring – og jeg er meget taknemlig for denne gave.
Der også har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi brænder. At vi er helhjertede i bøn.