Fælles konference om børn i kirken

Otte organisationer, bl.a. IM og Oase, holder i april Danmarks første konference om børn og Gud.

Barnets åndelige liv er lige så vigtigt som den voksnes. Det bliver der fokuseret på ved konferencen ”Børn og Gud”.

Otte kirkelige organisationer er gået sammen om at arrangere en konference om børns åndelige liv, deres rolle i kirke, hjem og missionshus og ikke mindst, hvordan børn integreres i kirken på lige fod med alle andre grupper, så børnene ikke sendes til børnepasning i et sidelokale.
– Det er dejligt, at der er så mange fra dansk kirkeliv, der står bag konferencen, og det betyder også, at vi går bredt ud og inviterer ledere, som er med til at sætte retning og skabe de overordnede rammer for børnene i kirke og menighed.
Det er nemlig dem, der skal opdage, at børns åndelige liv er væsentligt, siger landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) Bent Molbech Pedersen.

Kirkens ledere indbydes

– Flere steder sker arbejdet med børnene ud fra gode overvejelser – andre steder kunne der være behov for at reflektere over praksis.
Derfor håber jeg, at vi på tværs af organisationer og menigheder kan udfordre, inspirere og opmuntre hinanden på konferencen, siger Bent Molbech Pedersen.

Menighedens ansvar

– Ved dåben byder vi det lille barn velkommen i menigheden. For nogle er det blot et hyggeligt indslag i gudstjenesten – for andre er det en afgørende begivenhed, som afføder en reflekteret og planlagt indsats i menigheden. Det kalder nemlig på menighedens ansvar for at bringe evangeliet videre til næste generation, siger Bent Molbech Pedersen.
– Og det gælder fra dag ét. Derfor skal børnene have lov at være børn i menigheden med den respekt, det afføder. Ikke at de skal forgudes, men så de får kristen oplæring ligesom unge og voksne, og det kræver en reflekteret og kvalificeret indsats.
Konferencen er den 3. og 4. april 2014 på Børkop Højskole, og indbyderne er Kristent Pædagogisk Institut, Evangelisk Luthersk Mission, LM Kids, Børne- og UngdomsOase, Menighedsfakultetet, Dansk Bibel-Institut, Bibellæser-Ringen og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.