Konference i Riga for kirker, der vil vokse
Willow Creek Association inviterer til baltisk konference i Riga midt i februar for at udruste kirkerne i Østersø-regionen til at møde den vestlige verdens nød.
Baltic Church Conference udfordrer præster og kirkeledere til at skabe trosfællesskaber, som hjælper mennesker i lokalmiljøet. Konferencen finder sted i Riga den 13. og 14. februar 2014.
Hvordan kan vi skabe uimodståelige trosfællesskaber, som udstråler Jesu fred og kærlighed? Ikke blot for at invitere mennesker til Jesus, men for at invitere dem ind til et fællesskab med ham, der forandrer alt. Det er den udfordring, vi står overfor, hvis vi vil skabe kirker, som forvandler liv.
Sådan indleder Bill Hybels sin invitation til Baltic Church Conference, der arrangeres af Willow Creek Association i Østersøområdet den 13. og 14. februar 2014.
Bill Hybels er præst i Willow Creek Community Church i Chicago og initiativtager til den globale lederkonference Global Leadership Summit, der bl.a. transmitteres i Danmark hvert år i oktober.
Trosfællesskaber
På den baltiske konference vil Bill Hybels sammen med John Burke og Nancy Beach dele deres erfaringer med at skabe trosfællesskaber.
– Efter 40 års tjeneste brænder jeg stadig for, at den lokale kirke må være verdens håb. Og det er den, hvis den fungerer rigtigt, pointerer Bill Hybels.
Willow Creek Danmark opfordrer danske kirkeledere til at tage turen over Østersøen:
– Mange mennesker er i nød – også i den vestlige verden. Ser vi nøden? Og gør vi noget ved den? På konferencen vil vi få masser af idéer og værktøjer til, hvordan vores kirker kan være danskernes håb. Derfor vil vi opfordre så mange som muligt til at deltage – og Riga er ikke så langt væk, kun to timer med fly fra Danmark, siger Søren Würtz fra Willow Creek Danmark.