Læs de gamle danske klassikere

Støv de gamle klassikere af. Læsning af gammel dansk litteratur hjælper os nemlig til at lære os selv bedre at kende, og samtidig får vi sat tilværelsens glæder og sorger i perspektiv.

Hvorfor skal mine hf-elever læse ældre dansk litteratur af fx Herman Bang og J. P. Jacobsen, når de nu synes, det er så svært? spurgte jeg mine Facebook venner. Det kom der flere gode forslag ud af. Et udtryk gik igen: Fordi de skal blive dannede!

Det er ikke så tit, jeg hører folk tale om dannelse. Dannelsesrejser er inden for det sidste årti blevet omdøbt – nu hedder de i stedet fjumreår.
Men på H. C. Andersens tid var det dannelse, når unge rejste ud i verden, ligeledes da digteren Johannes Jørgensen rejste til Italien i slutningen af 1800-tallet. Og så er vi tilbage ved begyndelsen: Hvorfor skal vi læse de gamle forfattere? Og hvad er det for noget med den dannelse?
For selvom dannelsesrejser ikke bliver set på med milde øjne af vore politikere, så er dannelse stadig et af målene i danskfaget på gymnasier og hf. Opildnet af mine facebook-venner satte jeg mig altså for at undersøge fænomenet dannelse nærmere. Det viste sig hurtigt, at læsning af ældre litteratur passer som fod i hose til dannelsestanken.
Forståelsen af dannelse har vekslet op igennem historien, men det er en ret udbredt forestilling, at dannelse har at gøre med en menneskelig udvikling, som opnås ved at forlade det velkendte og møde det fremmede og nye, ofte i forbindelse med rejser eller i forbindelse med studier af litteratur eller historie.

At se ud over sig selv

Hos filosoffen Hegel indebærer dannelse, at mennesket bliver i stand til at hæve sig over sine umiddelbare naturdrevne tilskyndelser og overskride sig selv. Først da kan mennesket sanse det, der er uden for sig selv. Først i mødet med det, der ikke er mig, kan jeg betragte mig selv udefra. Dannelse handler altså om, at mennesket kan forholde sig bevidst til sig selv. For at det kan ske, må mennesket møde det fremmede, hvilket giver en god baggrundsforståelse for dannelsesrejsen.
I mødet med det fremmede føler man sig fremmedgjort, men denne følelse forsøger man at vende til fortrolighed. Man forsøger nemlig at rumme det fremmede og nye. Rummeligheden opstår, når man sættes i en position, hvor man er nødt til at overskride sig selv og sine egne erfaringer og indoptage noget af det fremmede. Det som før var fremmed, forsøger man nu at gøre til sit eget.

Mød det fremmede

Man kan med Hegel argumentere for, at så længe vi kun læser det, der udtrykker vores tid og vores egne holdninger og meninger, så sker der ingen selvoverskridelse, og derved hæver vi os ikke ud over os selv, og vi bliver ikke mere rummelige og dannede.
Derfor skal vi læse litteratur, som virker fremmedartet, hvilket ældre litteratur som oftest gør. Det er netop det fremmede, der er gavnligt for dannelsesprocessen. ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan er sådan en gammel tekst, som kan være svær at læse på grund af gamle ord og gammel stavemåde.
Gamle ord som: Indsidder-Rønner, Smøgen, jærnbespigrede, vægtig og Fruentimmerne skal man måske slå op i en ordbog. Et tugthus er ikke et bordel, som en af mine elever foreslog, men et fængsel. Hos Pontoppidan møder vi en fremmed verden, repræsenteret ved et fremmedartet sprog. Men gennem et – nogle gange møjsommeligt – arbejde, kan vi opnå en vis fortrolighed med teksten. Og i denne proces bliver vi i stand til at betragte vores egen tid udefra og se den i relation til en tid med helt andre usle levevilkår for fattige mennesker.

Se tingene ovenfra

Sociologen Norbert Elias’ billede af en vindeltrappe kan tydeliggøre dette. Han forestiller sig, en person gå op ad en vindeltrappe. Når personen kommer en etage op, kan han betragte sig selv stående på nederste trin.
Han kan altså reflektere over sig selv, se sig selv udefra. Går han nu yderligere en etage op, kan han ikke bare se sig selv på nederste etage, men han kan se sig selv på første etage betragte sig selv på nederste trin.
Litteratur placerer sig på første sal. Herfra betragtes en eller flere personer på nederste trin. I forbindelse med litteraturlæsning stiger man imidlertid op på anden sal og betragter litteraturen med dens fortæller, som befinder sig på første sal. Vi kan bruge begrebet selvoverskridelse fra før. Men selvoverskridelsen er fordoblet. Først er der sket en selvoverskridelse, som litteraturen er udtryk for, og dernæst sker der en selvoverskridelse, når læseren betragter litteraturen. Denne proces er en dannelsesproces.

Se det man ikke ser

Når man eksempelvis læser forfatteren Herman Bang, kan man både betragte forfatterens refleksioner og sine egne refleksioner. Man kan reflektere over sin egen position i forhold til teksten, sine egne fordomme og sin egen fremmedhed, og man kan betragte tekstens refleksion i forhold til dens samtid. I teksten gøres det, som man ofte ikke lægger synderligt mærke til, til noget bemærkelsesværdigt. Det gøres til genstand for refleksion. Dette er tydeligt hos en forfatter som Herman Bang, hvor det netop er det usagte og mellemliggende, der bliver reflekteret over.
Hvis dannelsesbegrebet hviler på vindeltrappemetaforen, er litteratur altså særdeles velegnet til at fremme dannelse, fordi den i sin essens er et udtryk for selvoverskridelse.

Udvid horisonten

”Den, som ikke har nogen horisont, er et menneske, der ikke ser langt nok og derfor overvurderer det, som ligger ham nært”, siger filosoffen Hans-Georg Gadamer. Han bruger her begrebet horisont i forhold til den menneskelige bevidsthed. Horisonten kan udvides, og der kan åbnes nye horisonter. Dette ligner meget de omtalte dannelsesprocesser.
Hos Gadamer udgør historien en nødvendig horisont. Horisonten er en baggrund, mennesket kan vurdere en tings betydning i forhold til. Mennesket skal ikke forlade sig selv og sætte sig ind i en anden tid, men skal se det nære som en del af en større helhed, og derved se det bedre. Spørgsmålet er, hvor stort eller småt det, der her betragtes, er i forhold til en historisk horisont?

Stort eller småt?

Da nogle af mine elever skulle skrive om det gode liv, valgte de at skrive om plastikoperatoner. De fandt det interessant, at det gode liv for nogle unge piger i dag er betinget af, at de kan få deres kroppe forskønnet ved operation. Her kunne det være interessant at sætte unge pigers problemer med for små bryster over for problemet i Pontoppidans ”Naadsensbrød”. På baggrund af de fattiges usle levevilkår i ”Naadsensbrød” må problemet med for små bryster synes mindre, selvom det selvfølgelig er meget tættere på. Den historiske horisont giver perspektiv på tingene.

Erkend egne fordomme

Et vigtigt led i forståelsesprocessen er hos Gadamer at kunne erkende sine egne fordomme. Fordomme findes hos alle, og de er historisk bestemte. Oftest er vi ikke bevidste om vore fordomme, men når de bliver pirret, bliver vi gjort opmærksomme på dem. Pirringen sker netop i det irriterende møde med det fremmede. Så længe fordomme er ubemærkede, kan de så at sige arbejde bag ryggen på os, men når vi bliver bevidste om dem, kan vi bringe dem i spil og måske endda ændre dem.
Her bliver mødet med ældre tekster vigtig, fordi vore fordomme pirres og derved synliggøres.
Så læs og dan dig. Læs ældre og fremmed litteratur for at blive mere rummelig og for at lære dig selv bedre at kende. Læs for at få en historiehorisont, så der kommer perspektiv på nutiden og dens glæder og sorger. Læs ikke kun for at blive bekræftet, men for at blive klogere.

Forslag til ældre danske klassikere
• Leonora Christina: Jammers Minde
• Adam Oehlenschlägers: Aladdin
• Steen Steensen Blichers noveller
• H. C. Andersen:
Eventyr og historier
• Herman Bangs noveller og romanen Ved Vejen
• Henrik Pontoppidans noveller og romanen Lykke-Per
• Jeppe Aakjærs noveller
• Johannes V. Jensen: Kongens fald
• Hans Scherfig: Idealister
• Martin A: Hansen: Løgneren