Mission Afrika ønsker at smitte
I en kommentar til den sidste tids debat om mission og omvendelse faslår to ledere fra Mission Afrika i en artikel på hjemmesiden, at organsiationen ønsker at udbrede evangeliet.
-Vi er mere tilpas med at tale om mission og omvendelse end biskoppen er det, skriver to af Mission Afrikas ledere på organisationens hjemmeside.
Artiklen er inspireret af den seneste tids debat om mission og omvendelse. Generalsekretær Kristian Skovmose og vicegeneralsekretær Peter Fischer-Nielsen takker indledningsvis Kjeld Holm for at have startet debatten.
Levende hjertesag
– Selvom vi er mere tilpas ved at tale om mission og omvendelse, end biskoppen er det, er vi helt overbeviste om, at det kun er ved løbende at diskutere og udfordre vores teologiske og kirkelige begreber, at vi sikrer os, at de forbliver meningsfulde og relevante.
Som vores navn antyder, ville der ikke være meget tilbage, hvis vi opgav mission, og det har vi bestemt heller ingen intention om at gøre. Det er imidlertid vigtigt med jævne mellemrum at tale om, hvad vi forstår ved mission, så det forbliver en levende hjertesag for os, skriver de to ledere.
En tro, som smitter
I fællesskab med organisationens afrikanske partnere formulerede Mission Afrika i 2012 et visionsdokument. Her hedder det ud fra missionsbefalingen i Matt. 28:20, at Mission Afrika vil bidrage til, ”at evangeliet om Jesus Kristus udbredes for at gøre alle til hans disciple med en levende, engageret og smittende tro, der breder sig som ringe i vandet”.
Ordet omvendelse bruges ikke direkte, men ligger implicit i formuleringerne, for ”mødet med evangeliet skal gerne fremprovokere en reaktion, om det så er noget, vi gør, eller noget Gud gør i os” skriver Skovmose og Fischer-Nielsen.
Mission er da heller ikke noget, som kun angår den ikke-kristne afrikaner.
Omvendelse har også noget at gøre med ”os som kristne og som kirke, at vi dagligt omvender os fra uretfærdighed, grådighed og fjendtlighed og i stedet vender os mod Gud for der at hente inspiration til at handle rigtigt over for vores næste”, hedder det i artiklen.
Holistisk missionssyn
Mission Afrika har et holistisk missionssyn, dvs. syn for både den åndelige og den materielle nød, så ”ord og handling er ligeværdige og uadskillelige sider af evangeliets forkyndelse.”
-Mission er først og fremmest kirkens levede liv, som vi alle er kaldet til at tage del i, hvad enten det sker i Danmark eller i Afrika, slutter artiklen af Kristian Skovmose og Peter Fischer-Nielsen.