Opstartsfest for ny juniorklub

Børnekonfirmander i Haderslev Domkirke.
Børnekonfirmander i Haderslev Domkirke.

Haderslev Domsogn starter klub 3-4-5 for tidligere minikonfirmander.

Haderslev Domsogn tilbyder fra den 17. januar en klub for børn i 3.-5. klasse, som vil opdage nye ting i Bibelen. Klubben begynder med en fest samme dag.

Sognemedhjælper Henrik Engelbrekt Refshauge fortæller, at mange gennem de to år, han har haft børnekonfirmanderne, har spurgt efter, om børnene ikke godt kunne fortsætte efter de 10 ganges undervisning.
Det har de besluttet at efterkomme ved at lave en klub, ”klub 3-4-5”, for 3.-5. klasse, hvor der bliver masser af aktivitet.
Alt det praktiske er på plads, og der er også fundet en håndfuld ledere til klubben.
Dog er der stadig plads til flere frivillige, så Henrik Engelbrekt Refshauge opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig.
Han fortæller også, at der både er hygge, sang, leg og spil på programmet. ’Vi vil fortælle historier og snakke “om det, der betyder noget”. Vi skal også lave noget kreativt med hovedet, hænderne eller hele kroppen.
Måske tager vi på udflugt, lejr eller sleep-over’, slutter koordinerende sognemedhjælper Henrik Engelbrekt Refshauge.
Juniorklubben mødes fredag eftermiddag med dump ind og forfriskning fra kl. 14.30 og aktiviteter fra kl. 15-16.15.
Klublokalerne er i Café Laden, KFUM & KFUK’s gule bygning på Domkirkepladsen.