Ramt af en kliche

Nu gjorde hun det igen. Endnu en gang måtte jeg iagttage pigens magtudøvelse over sin lillesøster, som nu igen skulle sidde på det kolde gulv uden lov til leg.

Med mine få spanske gloser og kropssprog prøvede jeg at virke uforstående over for hendes måde at udelukke sin søster fra fællesskab med de andre børn, men intet virkede til at hjælpe. Jeg var i flere uger ked af at se hendes måde at behandle sin søster på og måtte flere gange minde mig selv om, at hun kun var 14 år.

Pludselig en dag stod denne storesøster foran mig, med et billede i hånden af sin familie og alle de søskende, hun i løbet af sin barndom havde skullet passe. Hun virkede stolt, men også fyldt med sorg.
Drengen i midten var hendes søn, der døde da han var to. Den høje fyr til venstre var stukket af. To mindre brødre døde begge pludseligt, og selv havde hun oplevet så mange forfærdelige ting og var blevet mor alt for tidligt.

Det virker som en kliche, men denne oplevelse ramte mig. Ja, ligesom mange andre oplever, at nye vinkler sætter spørgsmålstegn ved deres hurtige domme. Denne pige havde så meget at byde på, men det eneste, jeg så, var hendes vrede over for søsteren. En vrede som lå så langt dybere end hendes vredesudbrud egentlig gav udtryk for.

Mit håb er, at vi i det nye år vil se på hinanden med Jesu øjne – fyldt med kærlighed og glæde over at se endnu en af Guds fantastiske kreationer.
At vi må møde hinanden der, hvor vi er, med de ar og frustrationer vi alle går rundt med. Gud siger, at vi skal komme, som vi er, sådan som han har skabt os.

Vi er perfekte i hans billede og blik.