Simply The Best

”Er det alt, du har i dig?” Jeg indrømmede, at det var det ikke. Thomas min fysioterapeut var veltrænet, blond og havde blå øjne. Han stillede krav, men samtidig havde han en evne til at motivere mig. Han korrigerede mig venligt med ordene ”Du skal jo gøre dit bedste!”

Jeg måtte give ham ret og nikkede, imens jeg samlede alle mine kræfter. Næste omgang af denne øvelse forløb med fuld intensitet. Jeg sprang alt hvad jeg kunne fra side til side henover stepbænken, imens Thomas heppede på mig.
Når jeg tænker på det, kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg ikke gjorde mit bedste fra starten. Var det mon janteloven i baghovedet som hæmmede mig, dovenskab eller opgivenhed? Jeg tænker, at dette kan illustrere enhver kamp i livet. Når du ikke har råd til at gå til koncert med dit yndlingsband, eller du udsættes for andre ubehageligheder, hvordan reagerer du så? Gud har skabt os hver især – også særlinge indimellem, heldigvis, og han ser dit og mit potentiale. Han ser ikke blot det, du er, men det du kan blive. Nogle gange er vi ikke bevidste om vores eget potentiale. Sagt på en anden måde kan vi have svært ved at tro på os selv.
Gud vil, at du og jeg skal blive den bedste version af os selv, men det sker ikke automatisk. Det kræver, at vi samarbejder med Gud midt i smerten, og at vi begynder at tage os selv alvorligt. I starten af min genoptræning hadede jeg at styrketræne. Jeg følte mig fremmed blandt mænd, der dyrkede styrketræning med høje brøl og muskler så voldsomme, at jeg undrede mig og tænkte ”Nu må han da snart være stor nok, synes han selv, at det er pænt?” Ved mit afsluttende tjek på hospitalet sagde overlægen ”Du er jo BOMstærk!”

Må jeg opmuntre dig til at fortsætte din styrketræning, så du kan blive alt det, Gud har skabt dig til at være.