Tatoveringer er ikke ok

Jeg er chokeret over, at Udfordringen kan tillade sig at reklamere på en halv forside for en ung mand, der kalder sig for kristen tatovør. Af hans egen omtale på side 23 ser vi, at han udmærket kender til skriftsteder i Bibelen, der netop siger, at man ikke må lade sig tatovere.
Til sit eget forsvar fordrejer han meningen ved at henvise til, at det er andre tider nu, men hvis der er en ting, der står fast, så er det Guds ord, og vi kan ikke tillade os bare at sige, at nu gælder det ikke for mig, for jeg vil gerne tatovere.
Den unge mand antyder, at hvis Jesus havde levet i dag, kunne han udmærket have en tatovering. Det er en komplet umulighed, for Jesus går ikke imod sin himmelske fars vilje. Desuden var der jo også tatovører helt tilbage på Moses’ tid og sikkert også i Israel, da Jesus gik her på jorden som menneske.
Jeg er chokeret, for når Udfordringen kan bruge en halv forside på at fremhæve “kristen tatovering” gør avisen sig skyldig i at give andre unge den opfattelse, at det med tatovering skal ikke tages så nøje. Jo, Guds ord skal altid tages alvorligt.
Rolf Grenov
Lyngby Torv 3,
2800 Kgs. lyngby

Svar fra redaktøren:

Ikke enig i alle udtalelser

Det er ikke ment som en reklame for en tatovør eller for tatovering. Det er en artikel om en ung kristen, der forklarer, hvorfor han – til trods for de vers, du citerer – alligevel arbejder som tatovør. At vi bringer artiklen betyder ikke, at vi er enige. Men mange unge tatoverer sig netop i disse år, og derfor er det godt med en debat om, hvordan man som kristen skal stille sig. Derfor tak for din kommentar, og velkommen til andre, der har en mening.
Henri Nissen
Redaktør