Følg mig!

Jeg skulle bare følge efter chaufføren, fik jeg at vide!

Engang skulle min mand til Tyskland efter koks. Vi skulle aflægge et privat besøg i Sønderjylland ved samme lejlighed, så vi aftalte at mødes med vognmanden ved en bestemt rundkørsel, hvor der var en P- plads tilgængelig.
Han kom som aftalt, og jeg fik at vide, hvad tid de ca. kom retur. Chaufføren sagde til mig, at jeg bare skulle følge efter ham til grænsen og holde ved et bestemt kaffehus, hvor de så ville returnere til. Min mand sprang op i lastbilen, og jeg løb tilbage til vores bil på P-pladsen. Da jeg kom til den rigtige vej i rundkørslen, var lastbilen i gang, og jeg fulgte bagefter.
Jeg syntes, at han kørte rigelig stærkt. Efter en fartbøde holder jeg mig helst til det lovlige, men jeg måtte jo følge med i overhalinger på 120 km/t.
Jeg var taknemlig for, at min mand ikke var kørt ned gennem Jylland med den chauffør.
Da vi kørte gennem en by undrede jeg mig over, at vi skiftede kurs, men tænkte, at vognmanden kendte en genvej, jeg ikke vidste om, så jeg fulgte efter. Ind i byen – ud igen, på landet.
Så holdt lastbilen ind til siden og det samme gjorde jeg, men der kom ingen for at fortælle mig, hvad der foregik. Så jeg sprang ud af bilen, rendte hen til chaufførens dør og råbte: “Hvad så?”
En ukendt ung mand stak hovedet og en seddel ud af vinduet og sagde: Jeg kan altså ikke læse den her adresse, kan du hjælpe mig? Det prøvede jeg så på, mens jeg holdt masken, da der lød et MUH! fra det lukkede lastrum. Så kan det ellers nok være, jeg fik vendt bilen og fandt tilbage på rette vej igen. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke pludselig holdt på en gård, hvor der skulle læsses kalve af, for så skulle jeg bare ha’ forklaret, hvad jeg lavede der.
Læringen blev dog:
Følg aldrig bare efter nogen, uden at vide, hvor du skal hen.