Forstå blodet og forsoningen

Hvis ikke vi hører og forstår betydningen af forsoningen ved Jesu blod, har vi ikke mødt det sande evangelium.

Uanset hvor mange procent af kirkefolket eller af befolkningen som helhed, som aldrig har hørt det sande evangelium forkyndt rigtigt, så er det i hvert fald rigtig mange mennesker, det store flertal. Det er jo katastrofalt. Og dette må jo klart skyldes et svigt fra ”kirkens” side – og her vel nok først og fremmest folkekirkens.

Lad mig blot fortælle om mit eget tilfælde. Hvorfor skulle jeg blive 48 år gammel, inden jeg hørte om og forstod forsoningen ved Jesu blod. Det blev jeg først bekendt med, da jeg mødte nogle frikirkefolk. Men ifølge folkekirkens lære, var jeg jo blevet født påny, genfødt, frelst igennem min barnedåb – og var blevet kristen ved den lejlighed. Men der var absolut ikke sket noget med mig, hverken ved barnedåb eller konfirmation. Ved den tid forstod jeg ikke tingene. Og jeg tror godt, seriøse kristne i dag ved, at denne lære i folkekirken er falsk, løgn og bedrag – fra Løgnens Fader, Djævelen selv. For der er jo masser af barnedøbte og konfirmerede mennesker, som ikke er troende. Og om denne falske lære om frelse ved barnedåb har højtstående kristne, bl. a. engelske Charles Spurgeon udtalt, at den fører masser af mennesker direkte i Helvede. Og det er ophavsmanden til løgnen jo udmærket tilfreds med.

Da jeg endelig hørte evangeliet…

Men da jeg i 1986 som 48-årig endelig hørte evangeliet rigtigt, om forsoningen ved Jesu blod, da skete der noget med mig, da jeg tog imod det glade budskab, omvendte mig og blev frelst og døbt med Helligånden. Altså sker genfødelsen, frelsen først, når vi hører og tror det sande evangelium – ved Helligåndens virke gennem Ordet. (Det er jeg selv et bevis på). Da blev jeg en aktiv kristen, som læste Bibelen flittigt og senere kom på bibelskole. Jeg driver i mit hjem den såkaldte ”Helligåndens Klinik”, hvor jeg i 2013 havde 200 konsultationer.
Og det undrer mig, at blandt dem, som søger hjælp til helbredet her, og som vel derfor har en positiv holdning til kristendom og tro – og vel regner sig for kristne og troende, – der er det de fleste af dem, der aldrig har hørt om betydningen af Jesu blod og forsoningen. (Dette synes at bekræfte Søndergaards ord om, at de fleste aldrig har hørt evangeliet rigtigt.) Når jeg har besøg i klinikken, får vi en snak om evangeliet. Her er det en stor glæde for mig, at de fleste derefter kommer til tro og forståelse af forsoningen, beder en bøn til frelse, og da det er vigtigt, at nye kristne snarest blive døbt med Helligånden, beder vi også om dette, og de fleste modtager tungetalens nådegave. Arbejdet lykkes. (Uden Helligåndens dåb er kristne jo som en bil uden motor eller uden drivkraft. Denne dåb er jo en nødvendig udrustning til tjeneste).
Lad mig citere fra God TV v. John Hagee: ”Et blodløst evangelium er et dødt evangelium” og ”En blodløs kirke er en død kirke”. Hermed mener han: Den kirke, som ikke fortæller (grundigt nok) om blodets betydning for forsoningen og frelsen, er en død kirke. Og er det ikke netop, hvad folkekirken er kendt for at være?
Jakobs brev 2 siger også, at det ikke er nok (for frelsen) at tro, at Gud / Jesus eksisterer. Man kan sikkert godt tro på Bibelens historie, Jesu fødsel, forkyndelse og gerning, korsfæstelse, død og begravelse, opstandelse, himmelfart – uden i det hele taget at forstå forsoningen, og hvorfor Jesus skulle dø på korset. Og hvad skal jeg tro om mine gæster i klinikken, som regnede sig for kristne eller troende, men som aldrig havde hørt om forsoningen ved Jesu blod. ”Troede de kun” i forvejen selv, at de var kristne og troende – troede på, at Gud eksisterer, men manglede forståelsen for forsoningen?

Hjertets indstilling

Til Svend Løbner vil jeg sige, at når du skriver, ”at det er betryggende, at redaktionen i en tilføjelse lægger afstand til Torben Søndergaards kronik” – så må du jo huske på, at den samme ”læggen afstand til” denne kronik, også gælder angående dit læserbrev i sidste uge, når det anføres, ”at kronikker og læserbreve er udtryk for forfatterens egen holdning og ikke nødvendigvis Udfordringens”.
Jeg kan ikke opfatte Søndergaards kronik som ”bedrevidende og fordømmende eller direkte misinformerende” angående vejen til frelse. Jeg forstår, at han er rystet og bedrøvet over tingenes tilstand, hvor store procentdele af befolkningen ikke har hørt det sande og fulde evangelium, herunder forsoningen ved Jesu blod. Det synes at være i overensstemmelse med klassisk kristendom, at mennesker må omvende sig og lade sig døbe for at blive frelst, samt at de må blive døbt med Helligånden. Hvad skulle der være galt eller forkert ved disse udtalelser? Og Søndergaard har ret i, at frelsesbønnen slet ikke virker automatisk, hvilket kan være individuelt afhængigt af hjertets indstilling. Men den virker ofte til frelse, især hvis det er Gud, der har draget personen i situationen.
(Forkortet, red.)