Livets skole

Jeg går i skole hver eneste dag. Min lærer er alt vidende, og hans far er skoleinspektør på samme skole.

Livets skole er global og åben døgnet rundt, der er ingen weekend- eller ferielukning, ingen ventetid eller telefonomstilling, læreren og skoleinspektøren er altid disponible.
Til trods for, at skolen har elever over hele verden, der skal holdes styr på, har min lærer altid god tid til en fortrolig samtale med mig. Jeg bliver inspireret hver gang, jeg taler alene med ham, og får faktisk følelsen af, at jeg er den eneste elev på hele skolen.
Til forskel for en almindelig skole får jeg karakter hver dag, så jeg er altid opdateret og har mulighed for i tide at rette mine fejl. Men noget jeg har undret mig over er, at selv om jeg er helt sikker på at have begået masser af fejl og synes at stå til dumpekarakter, får jeg altid topkarakter, når læreren har afleveret mine opgaver til skoleinspektøren.
På et tidspunkt var jeg overbevist om, at min lærer havde forvekslet mig med en helt anden elev, så spurgte jeg læreren, om hvordan dette kunne finde sted. Og han gav mig følgende svar:
– Jeg er helt enig med dig i, at du står til dumpekarakter, men jeg ved også, at du har tro og tillid til mig, og jeg holder fantastisk meget af dig, fordi jeg kender dine tanker og dit hjertes inderste ønske. Jeg registrerer alle dine fejl og mangler, men hver gang du indrømmer og beder mig om tilgivelse, sletter og glemmer jeg dine fejl for altid. Derfor når dine fejl aldrig at komme ind til min far (skoleinspektøren). Min far har nemlig givet mig fuldmagt til at give karakter til hele klassen, og alle de elever som har tro og tillid til mig, elsker jeg så højt, at jeg sletter alle deres fejl og mangler og tager dem på mine egne skuldre, så du kan glæde og fryde dig over, at hos min far står du registreret som fejlfri elev.
– Det er jeg dig meget taknemlig for, men hvor er jeg dog ked af altid at skulle lave så mange fejl, for inderst inde ved jeg godt, hvad der er det rigtige, men alt for mange gange ender det med, at jeg gør det modsatte, svarede jeg, hvortil han forklarede:
– Det ville glæde mig meget, hvis ikke du begår så mange fejl fremover, men fejlfri kan du aldrig blive. Derfor synes jeg, du skal glæde og fryde dig over, at min tilgivelse er grænseløs. Hvis du forbedrer dig så meget, at du selv tror, du er fejlfri, så er der stor risiko for, at du bliver selvglad og hovmodig – ja endog fordømmende overfor de andre elever for bl.a. de samme fejl, som du selv har problemer med. Så mister du kontakten med mig, fordi du pludselig kan det hele selv, og så kan jeg desværre ikke hjælpe dig mere. Jeg har kun fuldmagt fra min far til at hjælpe de ydmyge og svage, det vil sige dem, som elsker mig og er afhængige af min tilgivelse. Og du skal vide, at alle de elever, som er nære venner af mig og min far, dem ønsker vi inderligt at være sammen med for altid – altså også efter skoletidens ophør.
”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!”