En Gudsbenådet retræteweekend

Helge Pahus har tidligere været sognepræst i Karlslunde Strandkirke.
Helge Pahus har tidligere været sognepræst i Karlslunde Strandkirke.

Indtryk fra en retræte-weekend på Sankt Birgitta Kloster i Maribo med den lutherske præst Helge Pahus som leder.

Alene klostrets placering ved Søndersø!

”Habitaculum Mariae” – Marias Bolig – står der på et stort skilt foran Sankt Birgitta Kloster i Maribo. Ti minutters gang herfra ligger ruinerne af det gamle kloster tæt ved den oprindelige klosterkirke, som i dag er byens domkirke.
Helge Pahus har arrangeret en weekend-retræte med ti deltagere. De er kommet for søge Guds nærvær, og en stor del af tiden er der dømt ”tale-faste.”
Nonnen Aloisia tager varmt imod deltagerne, som snart samles i opholdsstuen, hvor hun og Helge Pahus byder velkommen:
– Hovedet skal tømmes for hverdagens bekymringer. Man skal lige falde ned, men det er Helligånden, der gør retræten. Vi er jo bare instrumenter, siger hun.
Aloisia forklarer, at Helligånden sørger for, at alle får noget med hjem, som passer til dem. Og at nonnerne beder for deltagerne undervejs i retræten.
– Vi kan lægge frem for Vor Herre. Bede. Så gør han resten. Vor Herre fuldbyrder det værk, han har påbegyndt. Og når du er styrket i troen, så gå ud og styrk nogle andre, opfordrer hun.
I klostret bor for tiden otte søstre, normalt syv, men en har været i Rom og er lige kommet tilbage. De tilhører Den Allerhelligste Frelsers Orden. Birgittinerinderne tæller ca. 1.000 nonner i ca. 50 klostre fordelt på tre kontinenter.
– Nogle gange kaldes nonner til at tjene i andre klostre, men messen og tidebønnerne er det samme, uanset hvilket kloster man er i. Så man er glad, uanset hvor man er, forklarer søster Aloisia.
I Maribo tjener søstre fra forskellige steder i verden. Her er nonner fra Indien, Tyskland, Mexico og Danmark.
– Birgitta havde mange visioner, bl.a. om Kristi lidelse og fødsel. Og hun er i øvrigt den eneste nordiske kvinde, der har grundlagt en nordisk klosterorden, tilføjer Aloisia og overlader ordet til præsten.

I stilhed med Gud

Helge Pahus indleder med at fortælle, at vi holder denne retræte i taknemlighed til Grethe Livbjerg, som er katolik og nu over firs. Hun har holdt mange retræter, undervist… hun er en lægsøster, en åndelig mor, fortsætter han.
– Og som Grethe Livbjerg sagde, da jeg for nogle år siden skulle holde en retræte for første gang: ”Du skal bare huske, at stilheden er det vigtigste.”
Så gengiver præsten Birgittas bøn ”Led mig til mit hjerte Gud, hvor du bor”…
– Bønnen har jeg også fået af Grethe Livbjerg, fortæller han.
Når stilheden får sit tag i os, skærpes sanserne. Formålet med en retræte er at vende opmærksomheden mod Gud, og derfor må deltagerne ikke tale fra fredag aften til søndag efter gudstjenesten i Maribo Domkirke. Undtaget er dog Helge Pahus, der kommer med små oplæg et par gange om dagen:
På denne retræte er temaet glæde, ud fra steder hvor ordet glæde nævnes i Ny Testamente. De 120 steder er delt op i otte hovedgrupper, og den første gruppe er de bibelvers, hvor der står, at Jesus kom for at give glæde (f.eks. Lukas 2.10 og 4.18.).
Pahus citerer flittigt Bibelen, de få gange han taler under retræten. Om glæden ved at se Jesus (blive kristen), se Guds gerninger, se andre vokse i tro, møde brødre og søstre, tjene Gud… og endda lide for Jesu skyld.
– Tænk på Syrien. Og Nigeria…hvordan ville vi mon reagere? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville være så from, siger han ærligt. Men Jakob siger, at det er en glæde, når Satan får så meget øje på jer, at han tester jer.
Han fortæller om gamle kristne Polykarp, der blev truet på livet. ”Du skal bare forbande Jesus”, blev han opfordret til – for at slippe for sin skæbne. Men han nægtede, for ”I 86 år har jeg tjent Herren, og han har aldrig gjort mig noget ondt. Hvordan skulle jeg da kunne forbande min konge og frelser.” Polykarp led derfor martyrdøden.
– Når du mediterer, så ”sid som en valmue på en klippe”, lyder det med et citat fra Grethe Livbjerg, inden stilheden sænker sig over forsamlingen.

Flere af retrætedeltagerne oplevede et stærkt Guds-nærvær i Klosterkirken, hvor ikke mindst nonnernes sang og bøn medvirkede hertil.
Flere af retrætedeltagerne oplevede et stærkt Guds-nærvær i Klosterkirken, hvor ikke mindst nonnernes sang og bøn medvirkede hertil.
Nærvær i kirken

Klosterkirken, som er åben for alle, er virkelig smuk. Det er nonnernes sang og bønner, messen…også.
De smilende og omsorgsfulde katolske nonner gør et stort og godt indtryk. Ikke mindst når de synger og beder i Klosterkirken. Som en af retrætedeltagerne, Peter Folkmann, udtrykker det i klostrets gæstebog: ”Jeres vidunderlige stemmer under Vesper, når I sang jeres bønner, bragte Guds rige nær. Jeres bønner er som røgelse. Tak fordi jeg fik lov til at opleve Guds nærhed.”
Søndag eftermiddag, hvor deltagerne begynder at tale igen lidt inden afgang, uddyber Peter Folkmann:
– Guds rige er en dimension ved siden af vores. Det er som om, der er tåge mellem Guds rige og vores rige. Men i Klosterkirken var det, som om Guds rige brød igennem, da nonnerne sang. Tågen blev mindre mellem vore riger. Jeg forventede næsten, at Jesus kom og lagde hånden på mig, hvis jeg åbnede øjnene. Det gjorde jeg ikke, siger Peter Folkmann.
Det stærke Guds-nærvær i Klosterkirken var han ikke alene om at fornemme. Retrætens referent mærkede det også – både i Klosterkirken og i cellen, hvor en stille strøm af ord silede ned fra oven og ud på papiret, der lå klar til beskrivelse af opholdet.
Nonnerne lavede og serverede i øvrigt både lækker og sund mad, som – hvis der skulle uddeles nonneslør i stedet for kokkehuer, ville få topplacering. Man kunne mærke, at den var lavet med kærlighed og omsorg. Maden blev indtaget uden samtale. Til gengæld lyttede deltagerne til smuk musik, mens de spiste i hinandens tavse selskab. Mad smager af mere, ja hele spiseoplevelsen bliver mere intens, når der ikke er distraherende samtaler undervejs. Skønheden – blomster, stearinlys, musik, det stille fælleskab, bliver så tydelig.
Traveture ved den smukke sø, og stedets skønhed virker også helbredende. Tak til Helge Pahus og nonnerne. En retræte i Maribo kan varmt anbefales.

Fakta om Klosterbyen Maribo
I 1416 blev munke fra Vadstena sendt til Maribo for at grundlægge et kloster.
Den hellige Birgitta af Vadstena, som fik åbenbaringer og blev helgenkåret 18 år efter sin død, optræder stadig på byskiltet. For Maribo er navngivet efter og voksede i 1400-tallet op omkring det oprindelige Sankt Birgitta Kloster, der også hed Marias Bolig.
Efter 450 års fravær kom Den Hellige Birgittas søstre i 2003 tilbage til klosterbyen Maribo. Og i 2006 stod et nyt kloster og en smuk klosterkirke klar til indvielse. Godt hjulpet på vej af en donation på 35 millioner kroner fra en svensk rigmand. Her er plads til 12 nonner og 25 gæster. Og messe seks gange om ugen i Klosterkirken med det ni meter høje klokketårn.

s17_store_to billeder

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: