Plads til 40 i nyt nødherberg
Blå Kors har åbnet et nyt nødherberg i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Lokale borgere har taget initiativet for at sikre, at især udenlandske hjemløse kan få en seng i vintertiden.
Torsdag 6. februar 2014 kl. 23 åbnede Blå Kors nødherberget Sov Godt i Griffenfeldsgade 44 i København.
Herberget er blevet til i samarbejde med private borgere. Der er plads til 40 overnattende, og både danske og udenlandske hjemløse er velkomne. Herberget afhjælper pladsmangelen på nødherberget Grace.
– Vi har kunnet se fra åbningen af vores første nødherberg Grace på Nørrebro, at der er brug for flere pladser til de mange hjemløse. Derfor har vi knoklet for at kunne åbne endnu et nødherberg, og det er en lettelse at kunne byde flere indenfor til en varm seng vinteren over, siger generalsek-retær for Blå Kors Danmark Christian Bjerre.
Trak lod om sovepladser
En privat initiativgruppe ved navn ”Sov Godt” har sammen med Blå Kors og frivillige fra Grace siden begyndelsen af december 2013 arbejdet på at finde lokaler og midler til at åbne et nødherberg mere i København.
Medarbejderne på Grace har hver aften været nødt til at trække lod blandt de hjemløse om sovepladserne, da man dér kun har plads til 30 overnattende, men hele 60-80 ønskede at få en plads.
Borgere bag nyt herberg
– Sov Godt-initiativet blev til, fordi vi var flere borgere i København, som ikke kunne se på, at især udenlandske hjemløse har så dårlige vilkår i vintertiden.
Vi er utrolig glade for, at vi nu kan tilbyde disse mennesker en varm seng og tag over hovedet i den kolde by ikke mindst takket være Blå Kors´ vilje. København er en rummelig by, siger Josephine Michau fra Sov Godt-gruppen.
40 senge vil være nok
Supharb Chaleepan, som har været frivillig i Grace i halvandet år, bliver leder af Nødherberg Sov Godt. Han vurderer, at med 40 sovepladser mere, bliver det umiddelbare behov for overnatning blandt hjemløse på Nørrebro dækket.
– En del af de hjemløse kommer allerede på Grace hver aften, så dem vil vi simpelthen tage med over på Sov Godt efter aftensmaden. Det er dog muligt, at der kommer flere hjemløse fra andre områder, når de hører om det nye nødherberg, siger han.
Åbent 23-7
Sov Godt Nødherberg i Griffenfeldsgade 44 er åbent hver nat 23-7 til og med 31. marts 2014.
Nødherberget er støttet af Socialministeriet med en halv million kroner.