Ricardo sagde tak til Gud for EM-sejren

Ved den tidligere landstræner Richard Møller Nielsens begravelse nævnte valgmenighedspræst Gustav Reck, hvad troen betød for ham. Begravelsen blev overværet af tidligere og nuværende landsholdsspillere, som kom hjem til Danmark for at vise deres respekt for en god træner.

– Da det sidste pift lød fra dommerens fløjte ved EM-finalen, gik jeg, i stedet for at løbe skrigende af glæde ind på banen, afsides et kort øjeblik for at sige Gud min hjerteligste tak for sejren. Det manglede da bare.

Sådan fortalte tidligere landsholdstræner Richard Møller Nielsen til sin præst i den sidste samtale, de havde sammen.
Øjeblikket var da det danske fodboldlandshold begik sin hidtil største bedrift, EM-mesterskabet i 1992. Danmark kom med på afbud på grund af krigen i Jugoslavien og vandt helt overraskende over først Sverige og derefter Tyskland i finalen.
Præsten Gustav Reck nævnte dette i sin tale, da ”Ricardo” blev begravet torsdag i sidste uge i Ansgar kirke i Odense. Hans bibeltekst var Johs. 11, om Lazarus.
Selv havde Ricard nogle år tidligere valgt at blive medlem af valgmenigheden i Kerteminde.
– Sidst på året 2005 bankede Richard på min dør. Han ville gerne høre lidt om Valgmenigheden. Jeg fortalte ham om menigheden. En fri menighed indenfor Folkekirken. Vi talte om kristendom, kirke og tro. Han var vokset op i et grundtvigiansk hjem med flittig kirkegang. Og kirke og gudstjeneste var vigtige for ham, hele livet gennem, sagde præsten.
– Han begyndte at komme til vore gudstjenester. Og lige siden gik han i kirke søndag efter søndag, ofte sammen med Jonna, dersom de ikke var på rejser til gode venner i Finland og Israel.

På cykel

– Han kom næsten altid cyklende til kirke. Adræt, slank, sportstrænet. Mindst 10 år yngre end sin alder. Drejede rundt om våbenhuset. Hilste på de andre kirkegængere. Og gik til gudstjeneste, som han havde gjort det livet igennem, fortalte præsten.
– Richard deltog også i byens liv. Han var her og der og allevegne. Fx på Kertemindeegnens friskole, da han med et par muntre ord klippede det røde bånd over, der markerede, at man nu kunne tage den nye multibane i brug.

Træner for børn

– En anden gang var det lille Katrine, nabo til Richard, der sammen med sine kamerater var tilmeldt fodboldturneringen Pondus Cup i Kerteminde. De manglede en træner og en voksen, der kunne bistå dem ved turneringen. Hun kendte godt Richard og ringede til ham. ’Vil du hjælpe os med at deltage i Pondus Cup?’ Ja, sagde Richard, og han både trænede holdet og var til stede under turneringen.
– I Vaffelhuset skrev Richard, i anledning af 20 års jubilæet for Danmarks EM guld i 1992, autografer. Han var også en flittig foredragsholder.

Min landsbykirke

Ricard var glad for den lille frimenighedskirke i Kerteminde.
– ‘Min landsbykirke’ sagde han. Han blev hurtigt en del af valgmenighedens fællesskab. Han støttede ældre gangbesværede, der skulle til alters. Alle i den lille menighed kom til at holde af Richard. Han og Jonna kørte små ture med de ældre damer i Valgmenigheden, for at de sammen kunne se og nyde naturen. Et elskelig gammelt medlem, som Richard hjalp særligt meget til alters, søndag efter søndag, inviterede ham sidste år i maj med til sin 95 års fødselsdag.

Taknemmelig for livet

– Unge som gamle, vi holdt alle af Richard. Mange spurgte bekymret til ham under hans sygdomsforløb. Og vi vil savne ham. Han var ligetil. Nem at snakke med. Han var virkelig til stede i det personlige møde og oprigtigt lyttende og interesseret, fortalte præsten.
Sidst i sommerferien 2013 blev Richard Møller Nielsen opereret for kræft.
– Jeg besøgte ham kort efter, han var kommet hjem. Han var tilsyneladende kommet rimelig godt igennem indgrebet. Det første, han sagde til mig, var: ‘Jeg har levet et rigt og fantastisk liv og har intet til gode. Jeg er glad og taknemlig over det, jeg har modtaget.’
– Richard så realistisk på sin situation. Måske kom han over det, måske ikke. Alligevel sagde han: ’Jeg har intet til gode.’

Sepp med i kirken

En søndag efter gudstjenesten ud på eftermiddagen, fik præsten besøg:
– Porten gik op. Jeg sad på mit kontor og undrede mig lidt over to slørede skikkelser i regnen og det tiltagende mørke, der gik med én paraply. De kantede sig besværligt ind gennem porten. Så så jeg, at det var Sepp Piontek og Richard.
Richard ville vise sin gode ven gennem mange år sin landsbykirke. Jeg gik over til dem, og sammen sad vi på en af de forreste kirkebænke og talte om kirken og Valgmenigheden. Hvorefter Ricard med stort besvær og godt støttet af Seep Piontek tog afsked. Ja, han ville simpelhen vise sin gode ven sin landsbykirke, trods store smerter og sygdom.

Kemo nyttede ikke

– Så fulgte kemobehandlinger. Snart på Odense Universitet Hospital, så på Ringe sygehus, så tilbage til bopælen. Til sidst på hospice i Odense.
Han fik oplyst, at kræften ikke havde bredt sig, og et lille lys blev tændt i mørket. Richard kæmpede og kæmpede. Vi troede længe på, at det kunne, det måtte lykkes for ham at kæmpe sig tilbage til livet. Så meget måske, at vi ikke så, at det nok – egentlig hele tiden – gik den forkerte vej. Knap syv vanskelige måneder gik, fortalte præsten. Men efter syv måneder var det slut. Torsdag den 13. februar døde Ricardo, 76 år gammel.

Kendt i hele verden

– Først på eftermiddagen, samme dag som Richard døde, bredte budskabet sig ud over landet via medierne og videre ud til resten af verden.
På Danmarks Radio kunne man via mails, sms’er, Facebook give udtryk for Richards store betydning. Det strømmede ind med store og anerkendende udtalelser om Richards trænergerning. Fra ind- og udland. Fra Finland, Israel, England, fra det meste af Europa og fra flere steder rundt om i verden. I taknemmelighed, med respekt og med anerkendelse af Richards mange år som fodboldtræner. Hans mange unikke topresultater.

Bedste landstræner

– Tabet af Richard Møller Nielsen skyllede ud over landet. Det fynske bøgetræ var faldet. Danmarks bedste landstræner er død. Ja, allerede i 1992 blev han ude i verden kåret som verdens bedste træner. Han var den, han var. Uden forstillelse. Han så tværtimod igennem al forstillelse. Han var en charmerende, flot, høj mand og forblev sådan, indtil sygdommen satte sine spor. En stålsat mand med en ubrydelig vilje.

Aldrig hovmodig

– Et karismatisk menneske. Han havde sine holdninger. Han var sin egen. Og turde stå ved det. Han forblev helt nede på jorden livet igennem. Succesen steg ham aldrig til hovedet. Intet lå ham fjernere. Han forblev tro mod sine rødder. Robust. Ærligt til stede. Man kunne regne med og stole på Richard. Det fynske bøgetræ. Ydmyg. Fyldt med humor og mange sjove og også skarpe bemærkninger. En stor mand, med et stort hjerte.

’Nogle var for små til at anerkende hans format’

– Et herligt menneske man kun kunne holde af. Ja, han markerede sig som en af verdens helt store trænere. Men fik ikke herhjemme den anerkendelse, han forlængst havde fortjent, mente præsten.
– Der var nogle få, der var for små til at anerkende hans store format. Men for de mange var han forlængst blevet folkeeje.

Fællesskab vigtigst

Richard sagde ved et foredrag i Valgmenigheden, som vi havde stor glæde og udbytte af, at ved EM i 92 havde vi ikke det bedste hold, de bedste massører, assistenter eller den bedste træner. Men vi havde det bedste fællesskab, og det var nok til at blive Europmestre.
Nok en gang en ydmyg fremstilling fra Richards side. Men det med fællesskabet, er jeg sikker på, var en væsentlig årsag til sejren.

En stol i Guds rige

– Richard fortalte mig kort før sin død: Jeg tror på, at der er sat en stol frem til mig i Guds rige. Det stoler jeg på. Det har jeg tillid til. Vil du sige det til min begravelse? Stol og stole på. Typisk Richard.
– Men at det på korteste formel var det, han håbede, og troede og levede sit liv på, er sikkert.
’Jeg tror på, at Gud altid har været med mig, og jeg har holdt mange ’møder’ med ham undervejs i mit liv. Jeg har både bedt om hjælp og sagt tak, når noget er gået godt. Da det sidste pift lød fra dommerens fløjte ved EM-finalen, gik jeg, i stedet for at løbe skrigende af glæde ind på banen, afsides et kort øjeblik, for at sige Gud min hjerteligste tak for sejren. Det manglede da bare’.

De betroede talenter

– I søndags var evangelieteksten om de betroede talenter. I lignelsen om de betroede talenter, som på Jesu tid var navnet på sølvmønter, deler en mand talenter ud til sine tjenere. Én får fem, én får to og én får kun én. Da manden kommer hjem, har de to første fået talenterne til at yngle til det dobbelte, mens den sidste har gravet sin talent ned.
– Om den tekst har Richard sagt: Vi skal udnytte vores talenter, uanset hvor mange vi har fået. Han troede på, at alle har fået et ’gavekort’ fra fødslen, og at der ikke er to af kortene, der er ens. På kortene står forskellige evner, hvor nogle har evner inden for musik, andre sport, matematik, sprog og så videre. På alle gavekort står også Guds kærlighed og tillid til os, sagde Richard og tilføjede, at vi ikke på noget tidspunkt må grave kærligheden og tilliden ned.

God familiefar

Henvendt til familien sagde præsten:
– Du Jonna, Tommy, Kristian og Birgitte, ægtefæller og børnebørn levede alle i Richards hjerte. Det var jer, han elskede, det var jer, der var det dyrebareste i hans liv. Han passede på jer. Han tog sig kærligt af jer. Han sørgede altid for, at I havde gode og trygge rammer. ’Ja, vi havde et godt og kærligt liv’, som du taknemmeligt udtrykte det, Jonna.

Vi får det af Gud

– En fantastisk far. En kærlig ægtemand. Alletiders bedstefar. Richard sørgede for jer alle og satte altid sig selv til sidst. Han var sjov. Selskabelig. Han nød stor respekt, og I kunne altid komme til ham med jeres store eller små problemer.
Det væsentligste her i livet er det, vi får, det, vi modtager.
Vi får livet, kærlighed, tilgivelsen. Vi tager ikke livet eller kærligheden eller tilgivelsen. Vi modtager det, vi får det givet. Som I fik givet Richards kærlighed til jer. For intet kan du tage, alt kan du få af Gud.