Velkommen til verdens højeste mordrate

Honduras er landet, hvor alle folk på gaden er høflige og taler til hinanden, hvor fodbolden stoppes med det samme, hvis nogen falder, og hvor de få – desværre – ødelægger det for de mange.

Honduras er et land med mange modsætninger, og et land hvor folk forstår at sætte pris på de små ting i livet. På trods af at der er stor fattigdom, og at landet har verdens højeste mordrate, så virker honduranerne glade. Alle småsnakker med hinanden på gaden, hilser og smiler.
Vi spillede fodbold med nogle lokale drenge, og hver gang der var nogen, som faldt, stoppede man bolden og tjekkede, om de var okay.

Men når man går på gaden, er der tungt bevæbnet politi og militær overalt, og i den honduranske trafik er jungleloven den eneste gældende lov. Alligevel føler jeg mig ikke utryg, når jeg går på gaden eller befinder mig i andre situationer.
Dette handler meget om honduranernes væremåde, som virker venlig, høflig og nysgerrig. Selvfølgelig handler det også om alle de forholdsregler, man tager – aldrig være ude efter mørkets frembrud, ikke gå alene og lad være med at bære værdigenstande på synlige steder, selv sådan noget som et headset.

På trods af alle de negative ting i Honduras er glæden alligevel stor. Som om man har valgt at være glad på trods af alle de negative ting, der er. Man accepterer de ting, som man ikke kan ændre på og vælger at være glad for de ting, man har.
Det er noget, som langt de fleste mennesker kan lære noget af. At være glad og takke for det man har, er ofte noget, man glemmer. Denne helt naturlige og basale glæde for livet og taknemmeligheden for det, man har, er det vigtigste, jeg indtil videre har fået ud af mit ophold som volontør her.