Vi står værdi-mæssigt langt fra hinanden

Kære Suh.
Min mand og jeg er meget forskellige. Generelt er vi gode til at give hinanden plads til vore forskelligheder, men af og til giver det nogle store sammenstød, når vi værdimæssigt står langt fra hinanden.
Det kan betyde, at den ting, vi er uenige om, er mere end blot den isolerede hændelse, men tillige et udtryk for nogle værdier, vi hver især føler stærkt for.
I de situationer er det næsten umuligt for os at mødes omkring et sundt og godt kompromis. Oftest er det mig, der har givet mig, fordi det er mig, der har ”ønsket mig noget til”, mens han har holdt på sin ret til, at tingene skal forblive, som de er.
Jeg tror, jeg føler, at jeg ikke kan tillade mig at trække den nye ting ned over hovedet på ham. Men ind imellem bliver det bare for meget, og jeg er ved at eksplodere.
Hvordan finde balancen mellem at stå ved sig selv og at være imødekommende overfor den andens behov?
Hilsen Konen i dilemma

Kære Kone i dilemma
Hvad du beskriver er en tilbagevendende udfordring for alle parforhold.
Og når alt kommer til alt, er formlen den samme, om det drejer sig om små ting – eller de større ting: man må skiftes til at give sig, hvis man ikke kan mødes på midten til begge parters tilfredshed!
For det handler dybest set om, at et parforhold består af to parter, som begge skal kunne være i forholdet, begge skal have mulighed for at præge det og kunne trives i det. Det betyder uvægerligt, at den anden part ind imellem må være med til noget, som denne synes er ligegyldigt, eller som han/hun ikke er så begejstret for. Kan man ikke holde til det, skal man slet ikke gå ind i et parforhold.
Så er det bedst at forblive single, for da kan man få det, præcis som man vil. (Der er naturligvis øvre grænser for, hvor meget man kan og skal rumme af ubehag – hvis partneren fx brændende ønsker sig et åbent forhold med sex med andre, kan det være den grænse, som netop ikke kan krydses, og som i stedet betyder, at parforholdet ikke længere kan fortsætte).
Men hvem skal så give sig hvornår?
Ja, se det er så selve udfordringen, og for det er der ingen faste regler. Her er man nødt til at tage udgangspunkt i den forhåbentligt gode kommunikation og den kærlighed, der forefindes i parforholdet.
Man er nødt til ærligt at fortælle hinanden, hvad der ligger til grund for de stærke holdninger eller den stærke modstand mod det pågældende, og man er nødt til at kunne lægge sit eget til side for en stund for for alvor at lytte til den andens argumenter og indsigelser. Når denne proces er til ende, vil der forhåbentlig tegne sig et billede af, hvad der er det klogeste at gøre for parforholdet – den helhed som man tilsammen udgør!
Mange når dog aldrig så langt, men går i stå, fordi de er ude af stand til at se på situationen fra andre perspektiver end deres eget.
Der kan samtidig være andre forstyrrende elementer i processen, såsom ”hvad tænker mine veninder, hvis de hører, at jeg ikke får gennemtrumfet XX” eller: ”jeg vil tabe ansigt, hvis andre finder ud af, at jeg sådan bare efterkommer min mands ønsker”. Her er det vigtigt, at man skiller tingene ad og ikke lader sin beslutning være baseret på usunde forventninger eller fordomme.
Er man efter en god og ærlig snak stadig helt uenige eller i tvivl om, hvad der skal besluttes, kan man med fordel trække lod om det! Det lyder måske for simpelt, men i virkeligheden er det ofte en ganske udmærket måde at løse tingene på – forudsat, at begge parter er indstillede på at respektere loddets afgørelse og derefter at være loyale overfor beslutningen. Lodtrækningen foretager man oftest kun den første gang, for næste gang man er lige så fastlåst i en meningsudveksling, er det retfærdigvis den tabende part fra sidste gang, der skal have lov til at bestemme.
Alt dette kræver naturligvis et velfungerende parforhold, hvor der er tillid og ærlighed, så i første omgang kan det være en god idé at arbejde på dette, hvis det ikke i forvejen fungerer.
Slutteligt vil jeg gøre dig opmærksom på, at det absolut er godt, at du er opmærksom på ikke at ”trække noget ned over hovedet” på din mand, men at din resignering samtidig er et fravalg af dine ønsker og et tilvalg af hans.
Din behovskonto forbliver altså ikke på et trist 0, men går efterhånden i minus. Af og til skal der også sættes ind på den. Tænk lidt over det.
Hilsen Suh