Andersen – En en lun fætter

Vi har ikke ejet et TV siden 1984. Vi brugte det sjældent, og når vi endelig gjorde, kunne vi spilde en hel aften med at sidde og vente på, at en eller anden dødssyg film pludselig tog en drejning og blev seværdig.

Det skete sjældent, så da det gamle sort/hvid B&O mistede forbindelsen midt i Carl Louis’ længdespring under OL, røg TV’et ud. Det var en befrielse og de gange vi har savnet det kan tælles på én hånd.
I 1993 flyttede Andersen så ind og spredte sin hygge i de små stuer. Der finder man det mest fantastiske program. Der er kun et at vælge mellem, men det gør ikke noget. Hele tiden skifter billedet som lammeskyer på en knaldblå sommerhimmel. Bag glasruden ses alt fra de sødeste dyrebørn til de skrækkeligste monstre med glødende øjne og ildsprudlende gab.
Andersen lærte os ved sin indflytning en gammel glemt skik, som vi tog op igen. Nemlig at holde ”mørkning”. Alt lys bliver slukket, og så sidder vi der og TALER SAMMEN, mens aftnen derude pakker huset ind i mørke. Dagens oplevelser bliver drøftet. To hænder finder sammen, fingre flettes, en unge skal lige nusses lidt (ja det var dengang) og stjerner tændes i øjnene på de tilstedeværende, når de fanger Andersens blik. Mange er de tanker Andersen har sat i gang med sine henrivende billeder. Ingen dåselatter eller sjofle undertoner i hans udsendelser. Ingen påduttede meninger. Her er rum for dine tanker og måske kan Guds stille stemme, endda trænge igennem til dig i mørket og stilheden.
Det er også Andersen, der har kogt vandet til den kop te eller kaffe som vi nyder.

Andersen er en brændeovn.