En berømt kuffert

Af Lisbeth Thomsen Redaktionssekretær
Af Lisbeth Thomsen
Redaktionssekretær

For nogle år siden boede min familie og jeg ni måneder i Kansas City i USA, hvor vi arbejdede med Ungdom Med Opgave og var en del af International House of Prayer.Da tiden kom, hvor vi skulle pakke sammen og rejse hjem, måtte vi på jagt efter flere kufferter.

De fem kufferter, vi havde haft med hjemmefra, kunne umuligt rumme alle de ekstra ting, vi havde fået samlet sammen – der var brug for mere bagageplads.
Meget belejliget var der loppemarked på den vej, hvor vi boede. Så jeg gik på jagt efter et par ekstra kufferter. Jeg endte helt nede i den anden ende af gaden (og den var pænt lang) og stoppede foran et hus, hvor jeg havde spottet en gammel kuffert. Til min overraskelse var kvinden, der sad foran huset, Melody Green (!) – enke efter den berømte kristne sanger Keith Green. Keith døde 28 år gammel sammen med to af sine børn ved et tragisk flystyrt tilbage i 1982. Men hans liv og musik har berørt mange mennesker siden – og gør det stadig.
Jeg vidste godt, at Melody Green boede i Kansas City. Men tænk, at vi boede på samme vej i et helt almindeligt boligkvarter! Det var nok det nærmeste, jeg nogensinde ville komme på at være nabo til en berømthed!
Nogle måneder tidligere havde jeg hørt hende undervise og dele liv på Umo’s bibelskole i byen. Hun havde bestemt ikke haft et nemt liv. Først mistede hun Keith og to små børn i flystyrtet, senere blev hun gift igen, men mand nummer to forlod hende, og inden hun fyldte 60, havde hun haft en blodprop og en delvis lammelse i den ene side.
Der var ikke meget tilbage af det slør af eventyr og USA-glamour, jeg havde omgivet hende og Keith med, da jeg som teenager læste ”Bogen om Keith Green”- skrevet af Melody Green.
Men alligevel var der smil og varme i Melodys øjne. Der var stadigvæk kærlighed til Jesus og interesse for mennesker. Og mødet med hende blev en påmindelse om, at alle liv her på jorden har udfordringer og kampe. Men at det gælder om at have evighedsperspektiv og give alt det videre, som kan styrke og opmuntre andre til at finde Jesus og give sig helt til ham. Det var det, Keith Green ville sige med sin unikke musik, og det var det, Melody havde kæmpet videre for trods alle sine prøvelser.
Jeg købte kufferten og fyldte den med ting, som jeg ikke engang kan huske mere. Men tilbage er et værdifuldt minde om et specielt møde. Et minde der dukkede op igen for nyligt, da vi til hjemmegruppe sang Keith Green sangen ”Der er en forløser” – som for øvrigt er skrevet af Melody.