Indsigtsfuld indlevelse

s15_kkMøderMarkusevSærdeles anbefalelsesværdig gennemgang af Markusevangeliet til studiebrug.

Tre gode, velrenommerede foretagender indenfor det kirkelige: Bibellæser-Ringen, Selskab for Bibelsk Arkæologi og Bibelselskabet står bag denne endog meget fine udgivelse; når der løftes i flok og tales i kor, bliver resultatet vægtigt og solidt derefter.

Morten Hørning Jensen underviser ved Menighedsfakultetet og er dertil redaktør af det fremragende, lille tidsskrift om bibelsk arkæologi, ”TEL”, der formår at viderebringe de nyeste udgravnings-resultater på både populær og fagligt forsvarlig vis. Denne fine evne sætter også markante aftryk i dette studiehæfte. Markus-evangeliet fortæller bl.a. om de mennesker, der havde hørt rygtet om Jesus og nu var blevet nysgerrige nok til selv at møde Ham.
Det er forfatterens håb, at det må gå læseren på samme vis. Da han skriver både fængende, fængslende og forfriskende, er der gode chancer for, at dette ønske må blive opfyldt. Der er tale om en fra start-til-slut gennemgang af Markusevangeliet, og gang på gang overraskes man behageligt over, hvordan forfatteren har held til at placere de gamle tekster i en moderne sammenhæng, fx Fødevarestyrelsens kendte smiley-ordning:
”Restauranternes ’smiley’ skal hænge i frontvinduet, så alle kan se, om dem bag glasset er rene. Farisæernes renlighed blev også demonstreret tydeligt for folket, så alle kunne se, at de var specielle” (s. 45).
Udover den egentlige gennemgang af Markusevangeliet er der også blevet plads til en række henvisninger til bibel-arkæologiske artikler samt spørgsmål, man kan tænke lidt over. Endelig fortæller et par håndfulde ”helt almindelige danskere”, hvornår de begyndte at læse i Bibelen, og hvorfor de stadig gør det.
Det hele er stærkt inspirerende. Den gamle anmelder synes ikke engang, at han er særlig flink, når han anbefaler den lille bog så ubetinget. For sådan må det jo være.

Morten Hørning Jensen:
Møder med Jesus
94 sider • 50 kr.
Bibellæser-Ringen i Danmark (kan bestilles gennem www.blr.dk)