Venstre sidebanner eksempel

Når Det Ny Testamente taler om frelse…

Af Torsten Højberg Pastor emeritus i Baptistkirken og freelance præst.
Af Torsten Højberg
Pastor emeritus i Baptistkirken og freelance præst.

En kommentar til Torben Søndergaards kronik i uge 5 ”Hvordan bliver man egentlig frelst?”

I kronikken 30. januar ”Hvordan bliver man egentlig frelst?” af Torben Søndergaard er der hverken sprunget over, hvor gærdet er lavest, eller gået på kompromis med, hvad vi kan læse i Apostlenes Gerninger om, hvordan de første kristne blev vundet og ført ind i livet med Jesus.

Erfaring af tro, dåb og Helligånden

Såvel omvendelse og tro som dåb og modtagelsen af Helligåndens gave hørte med til den solide start på livet som Jesu disciple. På nytestamentlig tid var det derfor lige utænkeligt, at nogen, der var kommet til tro på Jesus, ikke blev døbt til ham, som at nogen, der ikke var kommet til personlig tro, blev døbt. Både dåben og modtagelsen af Helligåndens gave syntes at være obligatorisk. Hvor mennesker var kommet til tro på Jesus og under forkyndelsen havde modtaget Helligåndens gave, inden de var døbt, blev de døbt bagefter, som i Cornelius’ hus i Ap. Ger. 10,44-48, og hvor de var kommet til tro og lod sig døbe, men endnu ikke havde erfaret et gennembrud med Helligånden, blev der med håndspålæggelse bedt om dette, og det blev modtaget, jf. Ap. Ger. 8,12-17 og 19,1-6.

Discipelbefalingen

Dette er helt i overensstemmelse med Matt. 28,18-20, der af nogle kaldes for dåbsbefalingen og af andre for missionsbefalingen, som måske endnu bedre burde hedde discipelbefalingen. Det handler nemlig om, at disciple skal gøre andre til disciple. For i grundteksten på græsk er det eneste imperativ = den eneste bydeform det ord, som direkte oversat betyder: ”Gør disciple!” Den grammatiske form, som denne bydeform er i, betegner noget, der er sat i gang, inden de to præsens participier = nutids tillægsmåder: ”døbende” dem og ”lærende” dem at holde alt hvad jeg har befalet jer, bliver sat i værk. Befalingen går altså ud på at gøre mennesker til Jesu disciple. De, der ved forkyndelsen bliver overbevist om, at de behøver Guds frelse ved troen på Jesus, omvender sig og lader sig døbe, og så kommer de ind på en vej, hvor de bliver disciple = lærlinge, som opøves i at gøre, hvad Jesus lærte sine disciple at gøre.
I Apostlenes Gerninger hører vi aldrig, at nogen blev frelst ved en enkelt bøn, selvom Peter på pinsedagen citerede fra Joels Bog: ”Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Ap. Ger. 2,21).
For de blev gjort til disciple. Og de kristne blev i NT kaldt for disciple. Ordet ”kristen” blev kun brugt tre gange, medens discipel blev brugt hele tiden. Det var jo disciple, som de ved tro og dåb og Helligåndens modtagelse var blevet. Og som disciple = lærlinge var de ikke udlærte, men i en læringsproces, og de blev ved med at være disciple, så længe de levede.

Blev kaldt ”Vejen”

Det er tankevækkende, at de tidligste menigheder kaldtes for Vejen. Den fanatiske skriftlærde jøde og farisæer, Saulus, der bifaldt mordet af den første kristne martyr, Stefanus jf. Ap. Ger. 8,1, rejste til Damaskus ’for at fængsle dem, der hørte til Vejen, som han kunne finde, både mænd og kvinder’ jf. Ap. Ger. 9,2.
Saulus blev til Paulus, da han modtog dåben og Helligånden, jf. Ap. Ger. 9,17-18, ja det var starten på apostlen Paulus’ kald og tjeneste. Senere tales der om disciplene eller menighederne som Vejen i Ap. Ger. 19,9 og 23, og Paulus bruger selv i sine forsvarstaler den betegnelse i Ap. Ger 22,4 og 14.
Når et menneske bliver en discipel ved tro og dåb og udrustet med Helligåndens gave, starter det på ”Vejen”. Det er en meget bedre metafor = billedtale for det nye liv end at sige, at vedkommende er blevet ”frelst”. For det at blive en discipel er begyndelsen på resten af ens liv i bevidst fællesskab med sin Frelser og Herre Jesus Kristus, han, som selv er Vejen, Sandheden og Livet, som alene fører til Faderen, jf. Joh. 14,6.

Brændende for Jesus lige til det sidste

Apostlen Paulus slapper ikke af som en, der har det hele på det tørre, som frelst og færdig. Nej, han disciplinerer sig selv, når han siger: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1. Kor. 9,27).
Og hen imod slutningen af sit liv siger han: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus” (Fil. 3,12) og lidt senere i samme afsnit: “jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus” (Fil. 3,14).
Apostlen Peter har samme opfattelse, når han siger: ”Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse” (1. Peter 1,8-9).
Dette er nytestamentlig tale og opfattelse, som må være normgivende for vores forståelse og praksis. Det er meget forskelligt fra nutidig kirkelig sprogbrug, tradition og praksis. Torben Søndergaards undervisning og praksis viser med mange vidnesbyrd, at Gud vedkender sig en nutidig nytestamentlig måde at gøre disciple på.