En politisk- korrekt syndflod?

I dag torsdag har en ny film om Noas ark premiere i biograferne. Samtidig ligger der en kopi af arken i halv størrelse i havnen i Køge som udstillingsskib.
Men hvilken historie fortæller de?

Filmen er instrueret ligesom en af de store film om mytiske figurer fra den græske oldtid. Med vilje er den ikke markedsført som en bibelsk film – af frygt for, at de ikke-troende så ville holde sig væk fra billetlugerne. Vi får se.
Den ”halve ark”, der nu ligger i Køge, og snart skal rundt i andre havne, blev bygget af Johan Huibers, en kristen hollandsk bygningskonstruktør, for at fortælle moderne mennesker om bibelens budskaber. Han byggede arken for egne midler. Og for de billetindtægter, han fik på den første ark, har han nu bygget en ark i fuld størrelse.
Hans ”lille” ark er nu omdannet til et bibelsk kunstmuseum af den nuværende ejer Aad Peters. Det er den i Køge.

Bibelen som bombe

Både filmen og den lille ark udtrykker en moderne tendens til at gøre Bibelen og kristendommen ”politisk korrekt”. Noa-filmen handler fx om en klima-katastrofe.
Så længe man kun forholder sig til bibelhistorien som til et eventyr, som en myte, som litteratur, kunst eller psykologi, så er Bibelen nemlig uden tænder.
Men hvis man tror på den og forholder sig til dens oplysninger som til andre historiske kilder, så bliver den spændende – og farlig for dem, der ikke ønsker forandring.
Hvis budskabet kun handler om pussenuttede dyr og en smuk regnbue, om håb og miljø, så er der ingen problemer. Men hvis man nævner, at historien faktisk handler om, at Gud druknede hele den daværende befolkning på grund af deres ondskab, så bliver den pludselig vedkommende. For var deres ondskab værre end vores?
Mens journalister og folk i almindelighed er interesseret i at afdække sandheden, så forsøger kirkens egne folk ofte at fremstille budskabet så tamt og politisk-korrekt, at det ikke provokerer nogen.
Det er også grunden til, at et muligt fund af arken endnu ligger næsten uberørt hen på Ararats bjerg, selv om det formentlig er verdenshistoriens vigtigste fund.
Hvorfor hører vi ikke mere om det? spørger folk mig, fordi jeg har skrevet en bog om jagten på arken og det store fund. Bl.a. fordi kirkens egne folk har så travlt med at dysse dét ned, som kunne bekræfte Bibelens troværdighed.
DR morgen-tv ville i mandags have mig med i et indslag om arken, men nogle af ”kirkens folk” fik det forhindret.
De ønskede ikke at, at der skulle røres ved det moderne dogme om, at arken blot er en myte…
Problemet ved denne pænhed er, at moderne mennesker ikke bliver advaret om den dommedag, der ifølge Jesus og Bibelen venter lige om hjørnet.

Hvad sagde Jesus?

Det er tankevækkende, at Jesus selv sammenligner menneskene på Noas tid med de mennesker, som findes, når han kommer igen for at dømme verden. Jesus beskriver disse mennesker – er det os? – som optaget af alt mulig andet og uden forståelse for alvoren:
”Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort.
Sådan bliver det ved mit komme. To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.
Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage.
Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.” (Matt.evang. 24 på hverdagsdansk).

Tankevækkende, ikke?