Hvad handler Marias lovsang om?
”Marias Lovsang” kalder vi de ord her fra Lukas-evangeliet. Lovsang var nok ellers ikke lige det, der lå nærmest, da hun måtte fortælle Josef, at hun var blevet gravid.
Det lød nok også som en dårlig undskyldning: Englen Gabriel kom til hende og fortalte, at hun skulle føde Guds søn.
Men Josef fandt heldigvis hurtigt ud af, at der ikke var tale om utroskab.
Men om han så forstod Guds plan med at hans forlovede ventede Guds søn, ved vi ikke – men det har formentlig været lige så uvirkeligt for ham, som det ville være for os.
Hvorfor skulle Gud finde på at komme til verden gennem en fattig pige i en fattig landsby i et rigtigt udkantsområde i verden? Hvorfor skulle han komme til verden og leve et almindeligt, fattigt menneskeliv?
Gud anstrenger sig
Sammenlignet med mange andre religioner er det usædvanligt, at det guddommelige gør sig anstrengelser for at blive et almindeligt, dødeligt menneske.
I mange religioner er det modsat. Her går det ud på at slippe ud af verden og komme ind i en anden verden.
Men i kristendommen drejer det sig om, at Gud kom hertil. Og han kom ikke for at rykke os ud af verden. Han kom, fordi han selv havde skabt vores jord, og den vil han gøre til Paradisets have igen.
Gud ville erobre verden fra det onde, så vi kan leve her som hans børn.
Derfor kom han.
Og da det onde har blandet sig i alt her i verden, så måtte han ind og bekæmpe det indefra.
Den kamp nåede sit højdepunkt i påsken.
Måden han kom på
Men når Jesus kunne kæmpe for os og vinde over døden og den onde i påsken, så hænger det nøje sammen med den måde, han kom til verden på.
For nok var det bare en engel, der kom og fortalte Maria, at hun skulle blive gravid. Men det, der skete i Maria, var ikke noget ”bare lige”.
For hendes søn var dermed på én gang Gud og menneske. Jesus var på én gang fuldt ud Gud og fuldt ud menneske – og det overstiger jo vores forstand, hvordan det kan hænge sammen.
Heldigvis da! For hvis det var op til os at regne ud, hvordan Gud må være eller burde være, så ville der nok være 1000 meninger om det – og ingen af dem ville være gode nok.
Men nu hører vi så lige her før påske det fantastiske, om ham, der døde på korset og opstod igen: Han var på én gang Gud og menneske og havde været det hele sit korte liv.
Han var menneske – og derfor kunne han dø. Og han var Gud, og derfor kunne han vinde over Djævelen og døden.
Livet på den nye jord
Når Jesus kom til verden på den måde, så viser det os også, at kristendom ikke kun er noget åndeligt og religiøst. Vores tro drejer sig om hele livet. Jesus blev fuldt ud menneske, fordi han skulle gøre klar til det fulde menneskeliv på Guds herlige jord.
Det fremgår også tydeligt af ”Marias lovsang”. Den handler jo om alt det, hendes søn skal gøre i verden.
Det er også det, vi siger i vores trosbekendelse. Det meste af den drejer sig om det, der sker her i verden og her i tiden.
Gud skabte verden
Det meste, vi siger om Jesus, skete i de 30 år, han gik i Israel – og om at han kommer hertil igen.
Det meste, vi siger om Helligånden, drejer sig om tiden nu:
Om menigheden (de helliges samfund).
Om syndernes forladelse – den daglige gave, at Gud tilgiver os – og den daglige opgave, at vi tilgiver hinanden.
Og om ”kødets opstandelse”, som fortæller os, at det evige liv ikke er noget med at svæve rundt på himlens skyer, men består i at leve på den nye jord.
Alt det bliver understreget af, at Gud valgte en ganske almindelig ung kvinde i en fjern og fattig landsby til at være mor for Jesus.
Luk. 1:46-55
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Marias lovsang
46Maria svarede ved at bryde ud i lovsang:
»Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
og spreder dem for alle vinde.
52Verdens fyrster styrter han fra tronen,
men de ydmyge ophøjer han.
53De sultne mætter han med alt godt,
men de rige sender han tomhændet bort.
54Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
ved at opfylde sit løfte om nåde,
55det løfte, han gav vores forfædre,
om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.«