Efterskolelever samler 73.000 kr. ind til Peru

Elever i fuld fart for at indsamle penge til Peru.
Elever i fuld fart for at indsamle penge til Peru.

Der blev trampet hårdt i pedalerne, da eleverne på Efterskolen Solgården i Tarm samlede penge ind til unge i Peru.

Gennem hele året har eleverne samlet penge ind til jævnaldrende i det fattige sydamerikanske land. Og efter cykelsponsorløbet søndag den 18. maj kunne eleverne sende ikke mindre end 73.000 kr. til Peru.

Anders Dynes Kristensen fra medarbejdergruppen omkring projektet fortæller begejstret:
– Det er en succes! Alle gik op i det med liv og sjæl. Mange af eleverne har virkelig lagt et hårdt arbejde i at skaffe sponsorer. Det er en kæmpe holdindsats, der vidner om, at eleverne har det godt med hinanden!

Rekordindsamling

Skolen har hvert år et indsamlingsprojekt, men dette år var rekordåret. Cykelsponsorløbet alene gav 58.000 kr. Anders Dynes Kristensen fortæller: – Det er mange bække små-princippet, og så er det bare lækkert at kunne slutte en hård cykelaften af med, at skolens band spiller musik, og køkkenet står klar efter strabadserne!

Lånte fars racercykel

Nikolaj Fausholt fra Skjern samlede hele 9.000 kr. ind. Den unge mand fortæller: – Faktisk lånte jeg min fars racercykel, så den gav lige nogle ekstra kilomenter, tror jeg, for så kunne jeg følge med de hurtigste! Han fortsætter smilende:
– Jeg kan ikke i min hverdag mærke, at andre har brug for noget, men når vi sætter fokus på et indsamlingsprojekt, kan jeg se, at vi gør en forskel for andre unge, så de kan mærke det!
Mange projekter
Eleverne har haft mange projekter i søen for at samle ind til Perus unge, udover cykelløbet. Der er blevet holdt banko, solgt slik, samlet pantflasker og bagt vafler. Samuel Morthorst og Magnus Hauge fra elevudvalget mener, at det er sjovt at stå i spidsen for et fælles mål.
– At unge samler penge ind til unge gør, at jeg kan forholde mig til det. Jeg har selv været på børne- og ungdomslejre og fået mange oplevelser der. Det håber jeg også, at nogle af de unge i Peru får mulighed for, så de kommer til at opleve nogle positive ting i deres ungdomsliv! fortæller Anders Dynes Kristensen, der mener, at alle elever fortjener stor ros for indsatsen og de mange kilometer.